Privatøkonomi

Norge regner med at den sidste nye brændstofbil bliver solgt i april

Elbiler er voldsomt populære i Norge, mens salget af fossildrevne biler styrtdykker. Hvis trendlinjen for bilsalg de seneste fem år fortsætter, ventes den sidste nye benzin- eller dieselbil i Norge solgt om syv måneder.

Ladestation i byen Gulsvik to timer fra Oslo. Norge har i mange år været førende på adaptionen af elbiler, og salget går så godt, at det ventes at den sidste nye fossildrevne bil bliver solgt allerede om syv måneder. Arkivfoto: Terje Solsvik/Reuters Hvis trendlinjen for bilsalg de seneste fem år ikke brydes, bliver den sidste nye benzin- eller dieselbil i Norge solgt om syv måneder, i april 2022. Kilde: OFV/NAF

I Norge er man særdeles godt på vej til at udfase benzin- og dieselbiler.

De seneste 30 år har Norge været verdensførende på adaptionen af nulemmisionskøretøjer gennem politiske greb som fritagelse for engangsafgift, moms, reduceret pris på offentlig parkering samt tilladt kørsel i busbaner for elbiler.

Salget af elbiler går nu så godt, at regeringens mål om, at elbiler skal udgøre 100 pct. af nybilsalget inden 2025 - hvilket er det mest ambitiøse udfasningsmål i verden - ser ud til at blive indfriet tre år før tid.

Det viser en ny prognose fra Norges Automobil-Forbunds (NAF) medlemsblad Motor.

Ifølge nye salgsdata fra det norske Oplysningsråd for Vejtrafik (OFV) var 77,5% af nye solgte biler i Norge i september elbiler, hvilket er den højeste andel nogensinde.

Samtidig udgjorde benzin- og dieselbiler kun henholdsvis 4,93 og 4,73 procent af i alt 110.864 nye bilregistreringer for de første otte måneder af 2021, hvilket er den laveste andel nogensinde.

Hvis trendlinjen for bilsalg de seneste fem år ikke brydes, bliver den sidste nye benzin- eller dieselbil i Norge solgt om syv måneder, i april 2022.

»Hvis tendensen fortsætter fra de seneste fire år, vil salget være forbi i løbet af første halvdel af 2022. Det er langt tidligere, end selv de mest optimistiske elbilentusiaster troede var muligt,« siger Thor Egil Braadland, regeringskontakt i NAF, til Motor.

14 af de 15 bedst sælgende biler i Norge i år er elbiler, og man skal helt ned på en 38. plads for at finde den bedst sælgende udelukkende fossildrevne bil.

Medvirkende til de batteridrevne bilers succes på bekostning af konventionelle biler er, at den norske regering har fritaget elbiler for afgifter.

På de danske landeveje er der længere mellem elbilerne end i Norge, men de udgør en stadig større del af salget. I september var andelen på 22,4 procent ud af de i alt 14.222 nye personbiler, der blev solgt herhjemme.

Den nyeste undersøgelse fra det nordiske elbilbarometer viser, at prisen er hovedårsagen til, at forbrugere ikke køber en elbil herhjemme. Kun 8 procent af danske nybilkøbere valgte en elbil i første halvår af 2021. I Norge var det tilsvarende tal 57 procent.

Selvom de elektriske biler dominerer salget af nye biler, vil størstedelen af bilerne på norske veje stadig køre på benzin eller diesel. Og den dominans ventes at fortsætte helt ind i 2030’erne grundet salget af brugte, fossildrevne biler.

Når en almindelig norsk husstand køber en bil, er syv ud af otte tilfælde en brugt bil. Og blandt de 357.176 ejerforandringer, der blev registreret i årets første otte måneder, stod elbiler kun for 12 procent.

»De fleste ejer stadig en brugt benzin- eller dieselbil. Omkring 85 procent af bilerne på norske veje har stadig en benzin- eller dieselmotor. Men salg af nye biler viser, at vi ser begyndelsen på enden for den fossildrevne bil,« siger Thor Egil Braadland fra NAF til det norske magasin Motor.

Læs også