Privatøkonomi

Boligejere kan beskytte sig mod rentechok med "professorlånet"

To boliglån i stedet for ét giver optimale muligheder for at planlægge sin økonomi på længere sigt.

Det boomende boligsalg har ført til rekordhøje priser og dermed store realkreditlån. Derfor bør boligejere måske i  højere grad tænke som en aktieinvestorer.  Arkivfoto: Emil Agerskov

Boligejere med større lån opfordres til at tænke som aktieinvestorer. Kombinationen af et flekslån og et lån med fast rente sikrer mod rentechok og giver tryghed i pensionslivet, lyder anbefalingerne nu fra realkreditinstitutterne.

At dele sin boliggæld i to har fået tilnavnet, ”professorlånet”. Det skyldes, at kun økonomiprofessorer og andre med dyb økonomisk indsigt har anbefalet låneløsningen gennem årene.

»Jeg må indrømme, at jeg selv har to lån. Det ene er et 10-årigt lån med fast rente, hvor jeg høvler gæld af. Den anden del optager jeg med så lav ydelse som muligt,« siger Mikkel Høegh, der er afdelingsdirektør i Jyske Realkredit.

Også i Nordea Kredit og Realkredit Danmark ser man store fordele i at vælge to lån. Hos Realkredit Danmark har to ud af tre kunder kun ét lån. Ifølge cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig har ca. 5 pct. valgt kombinationen af flekslån og lån med fast rente.

Kombinationen giver god mening, for med kun ét lån løber man reelt en større risiko.

God investeringsskik er at sprede sin risiko. Som boligejer kan man gøre sig de samme overvejelser.

Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom, Realkredit Danmark

»Til sammenligning vælger en investor sjældent at investere i enten aktier eller obligationer. God investeringsskik er at sprede sin risiko. Som boligejer kan man gøre sig de samme overvejelser, mener Christian Hilligsøe Heinig.

Der kan være flere årsager til, at mange boligejere ikke vælger to lån.

»Måske synes en del boligejere, at det er forvirrende nok med de mange lånemuligheder, der findes i forvejen. Det kan også være ønsket om ikke at bruge flere penge på at optage lån. Der er eksempelvis to gange fast tinglysningsafgift,« siger Realkredit Danmarks cheføkonom.

Kombinationen af to forskellige lån kan også skærme mod rentestigninger, fordi boligejeren får det bedste af to verdener: Lav ydelse og gardering mod rentestigninger.

Fidusen er størst for boligejere med en gæld på 60 pct. eller derunder og modne boligejere, der vil leve en pensionisttilværelse uden renterisiko, mener Nordea Kredits chefanalytiker Lise Nytoft Bergmann.

»De første år, hvor man stadig arbejder, kan man reducere restgælden betydeligt ved at udnytte den lave variable rente, der giver plads til høje afdrag. Når pensionsalderen indtræder, er det variabelt forrentede lån væk, og herefter kan man nyde den sikkerhed som et fastforrentet lån giver,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Også yngre boligejere, der har afviklet deres banklån og opbygget en fornuftig friværdi, kan med fordel vælge at optage to lån. Deres økonomi vil også kunne bære, at renten stiger.

Læs også
Top job