Privatøkonomi

Nu er det officielt: Facebook skifter navn

Facebook skifter som ventet navn til Meta. Det bekræfter selskabet og dets topchef Mark Zuckerberg.

Facebook CEO Mark Zuckerberg speaks at his company's annual F8 developer conference, Tuesday, April 18, 2017, in San Jose, Calif. (AP Photo/Noah Berger)

Facebook skifter navn til Meta. Det skriver selskabet i en opdatering.

»Vi begynder et nyt kapitel for internettet, og det er også et nyt kapital for vores selskab,« skriver topchef Mark Zuckerberg i et brev, som er lagt ud torsdag aften dansk tid.

Vi begynder et nyt kapitel for internettet, og det er også et nyt kapital for vores selskab

Mark Zuckerberg

Navneskiftet er blevet afsløret på konferencen Connect 2021 og var ventet. Allerede i forrige uge begyndte flere medier at skrive, at Facebook var på vej til at ændre navn.

Det nye navn er en reference til det såkaldte metaverse, som er selskabets fremtidsvision for sociale medier, og hvordan internettet i det hele taget bliver tilgået.

Hvad det præcist betyder, er endnu lidt diffust, men koncernen har lavet et længere indlæg, hvor det forsøger at beskrive nogen af sine ideer. Her fremgår det, at virtual reality og såkaldte smart glasses er tiltænkt en hovedrolle.

Fremover bliver Meta-koncernen paraply for alle koncernens apps på samme måde, som Facebook er det i dag.

Foruden det sociale medie Facebook ejer koncernen bl.a. apps som Instagram, Messenger og WhatsApp. Det er uvist, om selve Facebook skifter navn, udseende og funktion.

Navneskiftet betyder dog, at den nuværende Facebook-aktie ændrer navn til Meta og ticker til MVRS fra 1. december. Kort tid efter udmeldingen er aktien steget med næsten 4 pct.

Den nye identitet kommer efter en årrække, hvor Facebook har været under hård beskydning.

Selskabet er bl.a. blevet beskyldt for at sprede misinformation og skabe radikalisering, bl.a. under den britiske brexit-afstemning og det amerikanske præsidentvalg i 2016.

Senest har en whistleblower i USA lækket dokumenter, som ifølge amerikanske medier viser, at selskabet har været klar over problemerne, men ikke er grebet ind af frygt for at miste brugere.

Mark Zuckerberg skriver i sit brev, at han har lært af de seneste års kontroverser, og at selskabet vil bestræbe sig på at forbedre sig i fremtiden.

Læs også