Privatøkonomi

Boligrenter i udbrud: Prisen på afdragsfrihed fordoblet siden nytår

Både 20- og 30-årige boliglån er ramt af rentestigninger og kursfald.

Den konstant stigende inflation skaber uro på finansmarkederne. Foto: Mark Lennihan/AP

Siden nytår er lån med 10 års afdragsfrihed blevet dobbelt så dyre.

Ydelsen på et 30-årigt lån med fast rente er nu 1.700 kr. for hver mio. kr., man låner. Det er vel at mærke ydelsen efter skat. I januar var samme ydelse helt nede i 880 kr. og for tre måneder siden 1.180 kr.

Det betyder, at boligejere, der optager i et lån i dag, samlet set skal betale 181.000 kr. mere over alle 30 år, end de boligejere, der optog det samme lån i starten af januar, viser beregninger fra Nordea Kredit.

Det kan give store udfordringer for førstegangskøbere, selv om de altid kreditvurderes efter de økonomiske muskler til at betale et 30-årigt lån med fast afdrag.

Mange førstegangskøbere vælger dog afdragsfrihed for at have at have sikkerhed mod rentestigninger og bruge besparelsen fra den afdragsfrie periode til at komme hurtigere af med banklånet.

»Den stigende rente har gjort finten dyrere, og det betyder, at køberne enten skal spænde livremmen ind på andre områder af privatøkonomien eller finde et billigere hus,« mener Nordea Kredits chefanalytiker Lise Nytoft Bergmann.

Nordea Kredit har ligesom de øvrige realkreditinstitutter netop åbnet et nyt 2 pct.-lån med 10 års afdragsfrihed. I januar var renten 0,5 pct.

Også lån med kortere løbetid er ramt. Det betyder, at det 20-årige 1,5 pct.-lån kommer i spil igen. På et tidspunkt var renten på det lån 0 pct.

»Det er blevet dyrere at være boligkøber. Hvis rentestigningen holder ved, kan det få betydning for boligpriserne i den kommende tid,« konstaterer Lise Nytoft Bergmann.

I øjeblikket handles det 30-årige 1,5 pct. lån med 10 afdragsfrie år i kurs 95,8. Den kurs er så lav, at boligejerne vil være bedre tjent med at betale en lidt højere rente mod at få et mindre kurstab.

Kursen på det nye 2 pct.-lån ligger mandag i kurs 99,25, oplyser cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig.

»Senest vi havde et afdragsfrit 2 pct.-lån åbnet var i den gamle årgang 2050, og det var særdeles kortvarigt i forbindelse med markedsuroen, da Corona-krisen skyllede ind over os i marts 2020, siger Christian Hilligsøe Heinig.

Ellers skal man helt tilbage til februar 2019 og tiden før, hvor det var normalen at få et 2 pct.-lån med 10 års afdragsfrihed.

Den seneste tids stigende renter skal især ses i lyset af den høje inflation i både Europa og USA. Det betyder, at de finansielle markeder venter en hurtigere stramning af den globale pengepolitik end ellers.

Læs også
Top job