Privatøkonomi

Stor renteforskel på boliglån: Lånefinte kan få et gennembrud

Interessen for flekslån og andre lån med variabel rente er steget markant.

De risikovillige boligejere har fået et nyt alternativ, hvis de vil spekulere i deres boliglån. Foto: Emil Agerskov

Renteforskellen mellem flekslån og lån med fast rente er blevet endnu større de seneste uger, og dermed er vejen banet for en lånefinte.

Kurserne på det 30-årige 0,5 pct.-lån med 10 års afdragsfrihed er helt nede omkring 88. Indfrier man et sådant lån til 1 mio. kr., kan man gøre det for 880.000 og dermed skære 120.000 kr. af restgælden.

Det tilsvarende 1 pct.-lån ligger i en kurs omkring 91. Normalt indfrier man med et nyt fastrentelån - aktuelt vil det være et 2 pct.-lån. Det kalder man en lodret konvertering. Men dermed stiger ydelsen markant, da man i stedet for 0,5 eller 1 pct. skal betale 2 pct. i rente.

Derfor er det værd at overveje en skrå konvertering. Mekanismen bag den er, at man skifter sit lån med fast rente ud med et flekslån. Dermed melder man sig ud af konverteringsræset, men man får både lavere restgæld og ydelse.

»Der er ikke nogen tvivl om, at den større renteforskel mellem variabel og fast rente betyder, at nogle vil foretrække en skrå frem for en lodret opkonvertering,« siger Sune Malthe-Thagaard, der er chefanalytiker i Totalkredit.

Valget af flekslån i stedet giver stor mening for dem, der har planer om at flytte inden for en overskuelig årrække. De kan dermed målrette det nye lån mod flyttedatoen. Er horisonten 3 år, er et F3-lån oplagt. Dermed kapsler man sin restgæld ind og sikrer sig en ekstrem lav ydelse i de tre år.

Især i forhold til F-kort er renteforskellen øget, fordi renten på de helt korte rentebindinger ikke er gået med de lange renter op. Tværtimod er de helt korte renter faldet lidt, fordi Nationalbanken er gået imod strømmen. Mens andre nationalbanker diskuterer, hvornår de skal rulle opkøb tilbage og hæve renten, sætter den danske nationalbank renten ned.

Men det er en særlig type boligejer, der forlader sit lån med en fast rente låst fast på et historisk lavt niveau med 0,5 pct., mener Sune Malthe-Thagaard.

»Det kan være nogle boligejere, der tidligere har haft variabel rente. De har spekuleret i at tage et lån med fast rente for senere at kunne skære en luns af gælden. Derefter vil de hoppe tilbage på variabel rente. Dem findes der helt sikkert nogle af,« mener Totalkredits chefanalytiker Sune Malthe-Thagaard.

Og så er der dem, der har ligget på vippen mellem fast og variabel rente, men er hoppet på fast rente, fordi der stort set ikke har været nogen større renteforskel i en længere periode. I takt med faldende kurser på deres lån, griber de muligheden for at konsolidere deres økonomi ved at skære af gælden og samtidig beholde en lav ydelse.

»Jeg vil dog mene, at de lodrette opkonverteringer vil blive de mest typiske. Både fordi boligejeren fastholder sin risikoprofil og kun løber en kalkuleret risiko,« siger Sune Malthe-Thagaard.

I denne uge kom der nye lånetal fra Finans Danmark. De viste, at antallet af lånetilbud på fastrente-lån falder til. Til gengæld får flere og flere lånetilbud i flekslån.

Læs også