Privatøkonomi

Rekorden er slået: Så meget æder inflation og negative renter af din opsparing

Opsparing har altid været udtryk for snusfornuft. Sådan er det ikke længere.

Priserne stiger markant, og det betyder, at vores opsparinger udhules, uden at vi bemærker det. Arkovfoto: Annika Byrde

Det har aldrig været dyrere at spare op. Kombinationen af negative renter og stigende priser er gift for enhver opsparing.

En gennemsnitsfamilie vil i år miste lidt over 5.400 kr. på opsparingen, viser beregninger fra Spar Nord. Udgangspunktet er, at familien har en opsparing på 373.360 kr. Det er gennemsnittet af danskernes samlede opsparing på lidt over 1.000 mia. kr.

»Stigende inflation og negative indlånsrenter betyder, at opsparingen i år bliver ædt op på en måde, der ikke er set i en lang årrække, fastslår Jens Nyholm, der er cheføkonom i Spar Nord.

»Selvom opsparing ofte er forbundet med snusfornuft, betyder udviklingen desværre også, at mange danskere i år mister købekraft for usædvanligt mange penge,« mener cheføkonomen.

Beregningerne viser, at det nu koster en gennemsnitlig dansk familie 5.417 kr. at have penge stående i banken i år. Det er væsentligt mere end i 2020, hvor det tilsvarende tab var 2.003 kr.

Det kan være svært at forstå, hvordan inflationen kan udhule en opsparing, men dette forenklede eksempel illustrerer mekanismen.

Der sættes 100.000 kr. af i budgettet til at købe en minibil. Beslutningen udskydes til året efter, og i mellemtiden er inflationen steget med 2 pct. Det betyder, at bilen nu koster 102.000 kr. Dermed er de 100.000 kr. ikke nok - de er blevet udhulet simpelthen.

I øjeblikket stiger en lang række varer i pris herhjemme, og samme mekanisme kan overføres på dem.

Negativ rente på bankindlån er blevet almindeligt.

Jens Nyholm, cheføkonom, Spar Nord

»Negativ rente på bankindlån er blevet almindeligt, og når inflationen samtidig stiger, som det har været tilfældet i år, kan det i endnu højere grad end de senere år mærkes på købekraften, forklarer Jens Nyholm.

Inflationen eller prisudviklingen er sammenlignet med sidste år er steget fra knap 0,5 pct. i de første ni måneder af 2020 til omkring 1,2 pct. i samme periode i år. I oktober steg den til 3,0 pct., og det er det højeste niveau i 10 år.

Grænsen for betaling af negativ rente ligger i de fleste banker på 100.000 kr. mod 250.000 kr. sidste år. Det kræver oven i købet, at kunden har sin NemKonto i den pågældende bank. Samtidig er renten på indlån under 100.000 kr. faldet fra 0,14 i 2020 til i år at ligge på -0,01 pct.

»For en del familier kan det dreje sig om mere end de 5.500 kr., og derfor kan man med fordel gøre sig nogle overvejelser omkring alternativer til opsparing på indlånskonti, hvor man lige nu er garanteret et tab,« mener Jens Nyholm.

Læs også