Privatøkonomi

C25-indekset falder: Ny coronavariant skaber usikkerhed

En ny coronavariant, der går under betegnelsen B.1.1.529, har sendt dønninger igennem finansmarkederne.

Foto: Mike Hutchings/Reuters/Ritzau Scanpix

Coronavirussen er nu for alvor igen begyndt at smitte af på finansmarkederne. Det ledende danske indeks C25 falder mærkbart i dagens handel.

Indekset falder med ca. 2 pct., og det samme billede gør sig gældende, når man ser på andre europæiske aktiemarkeder. Det tyske Dax-indeks er nede med ca. 3 pct., det samme er tilfældet på det britiske aktiemarked, og på den anden side af Atlanterhavet peger futuresmarkedet også i retning af fald, når børserne åbner.

»Covid-frygten har for alvor gjort comeback og er kommet tilbage i investorernes bevidsthed. Det skyldes ikke kun, at det er en meget reel udfordring, men at den løbende har været undervurderet og underfokuseret af investorerne, som kun havde blikket stift rettet mod ikke mindst årets vindere inden for elbiler og amerikanske teknologiselskaber,« skriver Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet, i en kommentar.

Coronafrygten kommer fra en ny coronavariant, som er blevet opdaget i Sydafrika, og har skabt bekymring blandt fagfolk. Og torsdag blev der afholdt forskellige pressemøder om den nye variant.

Det fik i første omgang aktiemarkederne i Asien til at falde. Det store japanske indeks Nikkei 225 er faldet med mere end 2,5 pct., og det samme gør sig gældende for Hang Seng-indekset i Hongkong.

Bekymringen skyldes, at den nye variant, som går under navnet B.1.1.529, har usædvanligt mange mutationer. Frygten er, at den er mere smitsom, og at vaccinerne ikke er effektive mod den.

»Det kommer altså lige oveni at delta-varianten i forvejen giver problemer. En noget tung afslutning venter, der er ikke meget black friday-glæde, og det kan da heller ikke udelukkes, at nogle aktier vil kunne købes på udsalgspris i dag,« skriver Lars Hytting, der er chef for aktiehandel i Artha Kapitalforvaltning, i en kommentar.

Ser man på aktierne i det danske C25-indeks, indtager ISS en bundplacering. Aktien falder med næsten 6 pct. Zoomer man ud og ser på samtlige danske aktier, falder udviklingen i SAS i øjnene. Aktien falder med mere end 7,5 pct.

Læs også
Top job