Privatøkonomi

»Det går stærkt«: Prisen for at bygge ny bolig er banket i vejret

Det er især prisen på materialer, som har trukket omkostningerne ved at bygge nyt i vejret, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Prisen for at bygge nyt er steget det seneste år. Foto: Casper Dalhoff Foto: Casper Dalhoff

Det er ikke kun blevet dyrere at fylde bilen med brændstof eller indkøbskurven med varer. Det er også blevet dyrere at bygge en ny bolig. Det viser helt nye tal fra Danmarks Statistik.

Fra andet til tredje kvartal steg det såkaldte byggeomkostningsindeks med 1,3 pct., mens indekset det seneste år er steget med 4,8 pct. Det er særligt omkostningerne til materialer, der har trukket de samlede omkostninger ved at bygge nyt i vejret.

Mens lønomkostningerne er steget med 3,2 pct. fra tredje kvartal 2020 til tredje kvartal i år, er omkostningerne til materialer steget med 5,6 pct.

»Vi er i øjeblikket vidne til den højeste omkostningsstigning i at bygge bolig i 14 år. Det går stærkt i byggeriet, hvor meldingerne om mangel på materialer og arbejdskraft er steget markant året igennem, og det smitter af på, hvor meget danskerne skal have op af lommen, når de bygger bolig,« skriver Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.

I forbindelse med det seneste konjunkturbarometer for erhvervslivet pegede 42 pct. af virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen på, at oplevede mangel på arbejdskraft. Samtidig pegede 26 pct. af virksomhederne på, at manglen på materialer var en begrænsning i forhold til produktionen.

I Jyske Bank peger boligøkonom Mikkel Høegh på, at de højere omkostninger kan få byggeriet til at bremse op.

»Vi må dog forvente, at afskaffelsen af boligjobordningen betyder, at der kommer ekstraordinær efterspørgsel efter håndværkere de sidste måneder af ordningens levetid. Det vil bevirke, at efterspørgslen efter byggematerialer og ikke mindst håndværkere vil være stigende,« skriver Mikkel Høegh i en kommentar.

Læs også
Top job