Boligmarkedet i København er en tikkende bombe
Aarhus er på lidt over et år blevet distanceret af prisudviklingen i København og på Frederiksberg
Boligpriserne i København er stukket helt af og efterlader mange interesserede købere i grøften i forstæderne.
I øjeblikket fokuseres der meget på, at boligmarkedet i stort set hele landet er kommet i gang. Derfor er de københavnske ejerlejlighedspriser ikke længere på radaren.
Men det burde de måske være. Hos Nykredit og i Arbejdernes Landsbank har man noteret sig udviklingen med bekymring. En af de største bekymringer er, at udbuddet fortsat er lavt. Det samme er salgstiderne. Det er en giftig kombination.
»Vi er tæt på rekordlave salgstider. Køberne skal hugge til på kort tid, når drømmeboligen skal sikres. Den kortere betænkningstid giver en iboende risiko for, at man køber noget forhastet, og det hele ender med en dårligere oplevelse end håbet,« siger cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre.
I forhold til andre storbyer er der nærmest tale om en priseksplosion i København, viser beregninger fra Nykredit på baggrund af nye tal fra Finans Danmark.
»Ser man på lejlighed i Aarhus, er det nok også de færreste, som mener, at man får særlig meget for pengene. Men i sammenligning med København og Frederiksberg, kommer man rigtig langt i Aarhus,« siger Nykredits chefanalytiker Mira Lie Nielsen.
Pris-afstanden op til landets to allerdyreste lejlighedskommuner er stigende, og har også været det gennem coronapandemien. Priserne på 1 kvm ejerlejlighed i København og Frederiksberg er steget ca. 20 pct. fra 1. kvartal 2020 til 3. kvartal 2021. I Aarhus er priserne steget 14 pct.
»Det er en ret markant forskel over en forholdsvis kort periode på fem kvartaler,« konstaterer Mira Lie Nielsen.
Kvadratmeterprisen i København og på Frederiksberg er i dag ca. 50 pct. højere end i Aarhus, og afstanden er altså øget yderligere under coronapandemien.
Frederiksberg har altid været i en prisliga for sig, men det er først efter finanskrisen, at lejlighedspriserne i Aarhus er hægtet af København.
En af forklaringerne er, at københavnerne har råd til at betale mere, da deres løn er steget mere end eksempelvis i Aarhus de seneste 10 år.
Forældrekøb har skubbet yderligere til priserne på de mindre lejligheder i København.
En anden forklaring er byggemønstre. Der er fortsat mangel på mindre lejligheder i København, og dem sætter købestærke forældre sig ofte på.
»Forældrekøb har skubbet yderligere til priserne på de mindre lejligheder i København,« konstaterer Mira Lie Nielsen.
Forældre, der køber lejlighed til deres børn, slipper i langt de fleste tilfælde for de strammere kreditregler, der rammer alle andre købere. Det skyldes bl.a., at de kan lægge en stor udbetaling - ofte ved at aktivere friværdien i deres egen bolig.