Storinvestor skruer lidt ned for optimismen og peger på tre risikofaktorer
Væksten i 2022 bliver ikke helt så høj som tidligere ventet, lyder det fra den store amerikanske kapitalforvalter Pimco.
Væksten i 2022 bliver ikke helt så høj, som det tidligere var ventet. Sådan lyder det i den seneste prognose fra den store amerikanske kapitalforvalter Pimco.
Som følge af coronavirussens effekt på produktionen og forsyningskæder, højere inflation og kommende stramninger fra centralbanker har kapitalforvalteren sænket forventningerne til væksten i developed markets. Altså i de udviklede lande eller ilande.
Hvor væksten i 2021 ventes at lande på 5 pct., kommer den i år til at lande på 4 pct. Tidligere ventede man i Pimco, at væksten i ilandene ville ende på 4,3 pct. i år.
»Den finanspolitiske hjælp og BNP-væksten toppede formentlig i 2021, og den globale økonomi ser nu ud til hastigt at være på vej mod den sene del af cyklussen,« skriver Pimco.
I Pimcos hovedscenario vil centralbankerne stramme pengepolitikken i løbet af 2022.
»Samlet set ændrer disse justeringer ikke de brede linjer i forhold til vores forventninger til 2022, men ikke desto mindre ser vi tre vigtige risici i forhold til vores hovedscenarie. Og disse risici skaber et mere usikkert miljø for investorer,« lyder det fra Pimco.
I det første risikoscenario vil inflationen igennem en længere periode være højere end ventet. Det kan f.eks. blive en realitet, hvis problemerne i forsyningskæderne ikke bliver forbedret eller ligefrem bliver forværret.
Det andet risikoscenario omhandler coronavirussen. Her vil nye varianter føre til et fald i den økonomiske aktivitet.
»Den seneste stigning i covid-19-tilfælde relateret til den mere smitsomme omikronvariant er en klar påmindelse om usikkerheden i forhold til virussen,« skriver Pimco.
Det sidste risikoscenarie handler om, at centralbankerne strammer pengepolitikken hurtigere end ventet.
»I løbet af de næste mange måneder, hvor inflationen i USA sandsynligvis fortsat vil være høj, vil de pengepolitiske forhold kunne blive strammet hurtigere, efterhånden som markederne indregner risikoen for mere aggressive stramninger fra Federal Reserve,« lyder det fra Pimco.