Tusindvis af boligejere kan se frem til ny ejendomsvurdering
Der er snart nye vurderinger på vej til mange tusinde danskere, der ejer bolig, fortæller Vurderingsstyrelsen.
Mange danske boligejere kan snart se frem til en ny vurdering af deres ejendom som led i udruldningen af et helt nyt vurderingssystem.
Det skriver Vurderingsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Der er tale om ca. 100.000 villa, parcel- og rækkehuse, som i løbet af de kommende måneder vil modtage nye ejendomsvurderinger.
Og allerede i denne uge bliver de første 30.000 deklarationer, som ligger til grund for vurderingen af ejendommen, sendt afsted til de respektive boligejeres digitale postkasse.
»Vi er glade for, at it-understøttelsen af det nye ejendomsvurderingssystem er blevet yderligere styrket, så vi nu kan tilbyde boligejere en nem adgang til data om deres bolig og ejendomsvurdering. Vi håber, at det vil hjælpe boligejere til at få et bedre overblik over baggrunden for deres vurdering og deres boligskat,« siger Poul Taankvist, direktør i Vurderingsstyrelsen, i meddelelsen.
Ifølge styrelsen starter man med de første 30.000 deklarationer nu, og herefter følger yderligere 70.000 i løbet af forår og sommer.
I anden omgang venter styrelsen at sende knap 700.000 nye deklarationer og vurderinger afsted ligeledes til villaer, parcelhuse og rækkehuse og i tredje runde kommer så ejerlejligheder og sommerhuse, oplyser man i pressemeddelelsen.
De nye vurderinger skal danne grundlag for en boligskattereform i 2024, men har indtil videre skabt store problemer.
Vurderingsstyrelsen bekræftede i februar over for Finans, at der indtil videre var fundet datafejl ved cirka 7.400 ejendomme i forbindelse med vurderingerne gennem det nye system.


