Fortsæt til indhold

Boligejere hårdt ramt: Kun dette lån har undgået rentestormen

Ca. hver 10. boligejer har et lån med høj renterisiko, og de er blevet belønnet.

Boligkøbere med rentefølsomme lån er sluppet billigt. Arkivfoto: Michael Hansen
Privatøkonomi

Boligejere og især købere er hårdt ramt af de seneste måneders rentestorm. Kun ét lån er sluppet, og det er det mest rentefølsomme.

Lånet får ny rente hvert halve år, og det går under navnene Kort Rente, F-kort og FlexKort i henholdsvis Nordea Kredit, Totalkredit og Realkredit Danmark.

Obligationerne bag refinansieres til gengæld kun hvert tredje eller fjerde år. Det giver lånerne en ekstra garanti mod ydelsesstigninger. Det tillæg, som altid fastsættes ved en refinansiering, ligger nemlig fast i hele obligationens løbetid.

Frem til næste rentetilpasning i juli ligger renten fast på det nuværende lave niveau, men også fremadrettet ser lånet billigt ud. Intet tyder på, at renten vil stige ret meget til den tid. Hvis det skulle refinansieres i dag, ville den månedlige ydelse efter skat på et afdragsfrit lån på 1 mio. kr. stige med blot 90 kr. Til sammenligning er ydelsen på et tilsvarende F5-lån steget med 820 kr.

Da renten på det toneangivende Kort Rente-lån i Nordea Kredit blev fastsat inden årsskiftet, landede den på -0,09 pct. inklusive det tillæg, som køberne af obligationerne bag modtager. Skulle renten fastsættes i dag ville den lande på 0,02 pct. inklusive tillæg, og der er således tale om en beskeden stigning i renten.

»Renten ville ikke længere være negativ, men det skal boligejerne ikke bekymre sig om. Renten er nemlig steget fra et niveau lige under 0 pct. til nu at ligge lige over 0 pct. I virkeligheden er der tale om en meget begrænset rentestigning,« siger Nordea Kredits chefanalytiker Lise Nytoft Bergmann.

Renten på lånet fastsættes efter den såkaldte Cita6-rente. Det er en rente, som bankerne bruger, når de handler med hinanden.

At boligejerne ser ud til at slippe billigt igen, er ingen garanti for, at det fortsætter de kommende år, understreger Lise Nytoft Bergmann.

»Lige nu forventer mange investorer, at ECB vil hæve de ledende renter i andet halvår af 2022. I takt med at det sker, forventes renten på Kort Rente-lån også at stige. Boligejere med det lån bør altså allerede nu forbedrede sig på, at de fremadrettet risikerer at betale mere for deres lån end i dag,« lyder rådet fra Lise Nytoft Bergmann.

Det er derfor en god idé at tage højde for det nu i budgettet, så en eventuel rentestigning ikke kommer som en overraskelse på et senere tidspunkt.

Indtil nu er der dog ikke noget, der tyder på det.

Lånet er blevet meget populært og har reelt afløst F1-lånet. Hver 10. kunde hos Nordea Kredit har et Kort Rente-lån.

Artiklens emner
Boliglån
Flekslån