Så tæt er vi på 4,5 pct.-lånet, men tør de åbne det?
Realkreditinstitutterne er i fuld gang med at skifte strategi, når de åbner nye obligationer.
Mandag blev dagen, hvor 4 pct.-lånet med afdrag fik comeback for første gang i 10 år. Dermed slutter de dårlige nyheder ikke.
Et 4,5 pct.-lån er meget tæt på at kunne blive åbnet. Godt nok er det lånet med 30 års afdragsfrihed, der er det mest kursfølsomme af slagsen, men retningen er klar.
Hvis man vil have et 4 pct.-lån med 30 års afdragsfrihed er kursen nu presset helt ned under 96 hos både Totalkredit og Jyske Realkredit. Og med en kurssikring halvanden måned frem er kursen tæt på 95. Har man brug for at kurssikre frem til september, er kursen mast helt ned under 94.
Det er langt fra sikkert, at realkreditinstitutterne tør åbne et 4,5 pct.-lån. Ifølge cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig er man nu indstillet på kun at udstede nye obligationer, når renterne er steget 1 pct.-point.
Lignende meldinger kommer fra de øvrige realkreditinstitutter.
Det sker for at sikre, at obligationsserierne bliver så store som muligt. Og den nye praksis er allerede indført lidt i det skjulte. Realkredit Danmark kunne godt have åbnet et 3,5 pct.-lån, men valgte ligesom Nordea Kredit at lade være.
Det bør være slut med halve kuponer – næste fikspunkt i horisonten vil i så fald være en 5 pct. med fast rente.
Det er et brud på flere års fremgangsmåde, hvor man har skiftet obligationer ud, hver gang renten er steget 0,5 pct.-point. Bl.a. derfor har vi 0,5, 1,5 og 2,5 pct.-lån.
»Det bør være slut med halve kuponer – næste fikspunkt i horisonten vil i så fald være en 5 pct. med fast rente, hvis man følger det tidligere udstedelsesmønster,« siger Christian Hilligsøe Heinig.
For boligejerne er det ikke en ubetinget god nyhed. Tidligere kom der en ny obligation, når kursen på den eksisterende faldt ned under 95. Med den nye fremgangsmåde skal kursen falde ned til omkring 90. Det vil sige, at en boligejer risikerer et kurstab på 8-9 point, så snart lånet optages.
Alternativet er at åbne en ny obligation med halv kuponrente, men hvis serien bliver for lille, risikerer man indlåsning og dermed kurstab. Indlåsning opstår typisk ved små obligationsserier, der ikke handles meget, og/eller ejes af få investorer. Som udgangspunkt vil kurserne være dårligere i de pågældende serier.