Privatøkonomi

Aktien er faldet med 80 pct.: Nu taler investeringsøkonom om et kryptokollaps

Mens alverdens aktiemarkeder bløder, står det langt værre til for diverse kryptovalutaer.

Uroen på finansmarkederne er i særlig grad gået ud over kryptovalutaer som bitcoin. Foto: Steve Luciano/AP

Der kan meget vel være et kollaps under opsejling i kryptoverdenen. Sådan lyder vurderingen fra Per Hansen, der er investeringsøkonom hos onlinebørsmægleren Nordnet, efter at flere kryptovalutaer de seneste dage er blevet sendt ud i store fald.

»Næste stop på nedtursvejen kan meget vel være kryptovalutaer. Der har over de seneste dage været storudsalg i bitcoin og ethereum, men også andre kryptovalutaer er faldet massivt,« skriver Per Hansen i en kommentar.

For bitcoin lyder faldet den seneste uge på næsten 32 pct., mens ethereum er faldet med næsten 38 pct. i samme periode. Siden årsskiftet er der tale om endnu større fald for de to store kryptovalutaer.

Bitcoin er faldet fra et niveau på mere end 46.000 dollars pr. bitcoin til lige under 27.000, hvilket svarer til et fald på mere end 40 pct.

For ethereum er der tale om et endnu større fald siden årsskiftet. Her er kursen faldet fra 3.682,63 dollars til 1.848,98, hvilket svarer til et fald på næsten 50 pct.

Udviklingen på markedet for kryptovalutaer har også fundet vej til aktiemarkedet, hvor kryptobørsen Coinbase er blevet banket sønder og sammen kursmæssigt. Selskabet fandt vej til børsen i april 2021 med en kurs på 328,28 dollars pr. aktie. Onsdag lukkede aktien i en kurs på 53,7. Det svarer til et fald på næsten 84 pct.

Siden årsskiftet lyder faldet på 78,7 pct., faldet den seneste måned lyder på 65 pct., mens aktiekursen den seneste uge er faldet med 58,7 pct.

»Coinbases fald fra tinderne er markant og spektakulært. Nedturen varsler et kryptokollaps. Gad vide, hvor mange der ejer kryptovalutaer, som reelt kender risikoen?« lyder det fra Per Hansen.

Data fra Coinmarketcap viser, at markedsværdien af alle verdens kryptovalutaer siden nytår er faldet med 41 pct.

Læs også
Top job