Fortsæt til indhold

Dobbelt bonus: Disse boligejere høvler gæld af i rekordtempo

Også boligejere med 20-årige lån kan udnytte de store kursfald.

Med 20-årige lån afdrager en boligejer langt hurtigere. Nu kan det gå endnu hurtigere. Arkivfoto: Jens Dresling
Privatøkonomi

Boligejere vælger 20-årige lån for at sætte turbo på afdragene, men nu trykker mange speederen helt i bund.

De seneste måneders rentestigninger har fejet så meget væk af kurserne, at flere og flere boligejere med 20-årige lån har omlagt dem og dermed fået en markant lavere restgæld.

»Der er også kunder i de 20-årige papirer, der har kastet sig ud i konvertering. Mange af dem har jo valgt lånet for at blive gældfrie hurtigt. Flere af dem kan ved at lægge om få et ekstra afdrag på 20 pct., og det er jo til at tage og føle på,« siger Mikkel Høegh, der er afdelingsdirektør hos Jyske Realkredit.

Normalt er der ikke den store gevinst ved at omlægge et 20-årigt lån. Det er ikke nær så kursfølsomt som de 30-årige, der af samme grund konverteres i langt højere grad.

Men de seneste måneders voldsomme rentestigninger har presset kurserne på de 20-årige lån med renter på 0 eller 0,5 pct. helt ned omkring 80. Så for hver mio. kr., man skylder, kan man altså barbere 200.000 kr. af sin gæld.

Også kursen på 1 pct.-lånet er lav, men det er der ikke så meget trafik i, siger Nordea Kredits chefanalytiker Lise Nytoft Bergmann.

»I Nordea Kredit har næsten 8 ud af 10 af de 20-årige lån, der er blevet omlagt, en rente på 0,5 pct. Der er stadig ikke er den store aktivitet i lån med en kuponrente på 1 pct.,« fastslår Lise Nytoft Bergmann.

Den 20-årige rente var lavest i slutningen af 2020 og starten af 2021 med et rundt 0. På det tidspunkt kunne man låne penge i 20 år til en fast rente på 0 pct. og en kurs omkring 96. I dag er renten oppe på 3 pct. og kursen ligger i ca. 98,4.

»Boligejere med 20-årige lån bør også overveje deres konverteringsmuligheder - specielt hvis man tror, at renten på et tidspunkt vil falde igen. Så kan man hente en rigtig fin gevinst,« mener Lise Nytoft Bergmann.

Selv om boligejere med 0 pct.-lån kunne skaffe sig den største konverteringsgevinst, er de meget tilbageholdende. En rente på 0 er tilsyneladende for attraktiv til at smide væk

Realkredit Danmark har ydet 20-årige 0,5 pct.-lån for 5,3 mia. kr. Den pulje er skrumpet med godt en 0,5 mia. siden nytår. Der er kun 0 pct.-lån for små 200 mio. kr. Mængden er stort set uændret nu, oplyser Realkredit Danmarks cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig.