Så rundede F5-renten 2 pct.: Rentemareridtet fortsætter, men visse boligejere kan få en gevinst
Torsdag blev en dyr dag på to fronter for alle med planer om at optage et flekslån.
Rentemareridtet fortsætter. Renten på F5-lånet rundede torsdag 2 pct.
Det er første gang i 10 år, at renten på det populære flekslån runder den kedelige milepæl. Det samme gælder for F3-lånet. Renten på dette er nu 1,5 pct.
Specielt boligkøberne bliver ramt af rentestigningerne. De, der allerede har et flekslån, kan tage det helt roligt. Mange flekslånere kan endda sikre sig en gevinst.
Det er dem, der i tide sikrede sig et F3- og et F5-lån, inden renten gik amok. De kan score en skattefri gevinst, hvis de har planer om at sælge.
Når boligrenterne stiger, er det et resultat af, at obligationskurserne falder. Det gælder både lån med fast rente og flekslån.
Forskellen er, at flekslån er et såkaldt kontantlån. Det betyder, at et kurstab ved indfrielsen blot lægges til renten og dermed kan trækkes fra. Det betyder til gengæld, at kursgevinster skal beskattes. Det gør en lodret konvertering formålsløs, da man skal betale skat af penge, man ikke får til rådighed.
Men der en undtagelse, og den gælder, når boligen sælges, ved skilsmisse eller ved dødsfald. I så fald er en kursgevinst skattefri.
Dette eksempel stammer fra en konkret lånesag i år. I januar optog den pågældende boligejer et F5-lån på 2,6 mio. kr. til en rente på blot 0,16 pct. Siden er kurserne på F5-lån altså faldet og renten eksploderet til nu 2 pct.
Det betyder, at lånet nu kan indfries til 2,5 mio. kr. Den pågældende boligejer kan altså få en gratis kursgevinst på 100.000 kr., hvis vedkommende sælger.
Resultatet ses ved at sammenligne hovedstolen med obligationsrestgælden. Forskellen på de to beløb er groft sagt kursgevinsten.
For købere, der går efter et flekslån, blev torsdagen en dyr dag. Foruden F5-lånets rentemilepæl blev der åbnet for et nyt 4 pct.-lån med afdrag.
For at blive kreditgodkendt til et flekslån i en af de store byer kræves, at husstanden kan betale et lån med fast rente og afdrag, der ligger præcist 1 pct.-point over den aktuelle 30-årige rente.
Med et 30-årigt 4 pct.-lån med afdrag stiger kravet nu til 5 pct. Dette gælder for de såkaldte vækstkommuner, der bl.a. omfatter de største byer. Reglen gælder ikke i de øvrige kommuner.

