Fortsæt til indhold

Dette lån gør ondt: Sværere at blive godkendt til flekslån

Et nyt 4 pct.-lån ventes at svinge over og under kurs 100 i den kommende tid.

Åbningen af et nyt 4 pct.-lån med afdrag trækker yderligere vitaminer ud af boligmarkedet, fastslår Realkredit Danmarks cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig.
Privatøkonomi

For første gang i 10 år åbnes et nyt 4 pct.-lån med afdrag. Det sker fredag. Dermed bliver det endnu sværere for boligkøbere at blive kreditgodkendt.

Sværest bliver det for købere, der ønsker flekslån til køb i de store byer. På grund af skærpede kreditregler kan kun flekslånere, der har råd til at betale en kunstigt fastsat rente på 5 pct., blive godkendt.

Kravet til flekslånere er nemlig, at deres økonomi skal være stærk nok til at kunne betale et lån med en rente, der ligger 1 pct.-point over det toneangivende 30-årige lån med afdrag.

Fredag bliver renten på dette 4 pct.

Renteniveauet begynder at gøre ondt, konstaterer Realkredit Danmarks cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig.

»De fortsat stigende renter trækker i sagens natur yderligere vitaminer ud af boligmarkedet, og åbningen af 4 pct.-lånet betyder, at der også skal en højere indkomst til før, at det bliver muligt at få variabel rente,« siger Christian Hilligsøe Heinig.

Flekslånere skal igennem en såkaldt stress-test, hvor deres rådighedsbeløb skal se fornuftigt ud ved en rente på minimum 4 eller 1 pct.-point over den faste rente.

Med 3 pct.-lånet på hylden skulle man kunne håndtere en rente på 4 pct. Fredag hæves grænsen altså til 5 pct. Det gælder, så længe 4 pct.-lånet med afdrag er i spil.

»Denne stress-test er kommet til som led i den øgede finansielle regulering over de senere år for at sikre bedre robusthed blandt boligejere, der tager renterisiko. Det er værd at huske på i den seneste tids diskussioner om boligejernes større interesse for lån med variabel rente og den risiko, det indebærer,« mener Christian Hilligsøe Heinig.

Realkredit Danmark og andre institutter gjorde klar til yderligere stigning i renterne tilbage i starten af maj ved at åbne fastforrentede 4 pct. obligationer med og uden afdrag.

Mens begge 4 pct.-lån uden afdrag har været åbne, har varianten med afdrag ligget lige over 100 og dermed lukket for tilbudsgivning.

Som altid er der grund til at forholde sig ydmygt omkring den fremtidige renteudvikling.
Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom, Realkredit Danmark

Realkredit Danmark har ikke åbnet et 3,5 pct.-lån med afdrag af frygt for, at obligationsserien bag ville blive lille og illikvid. Ifølge Christian Hilligsøe Heinig er der ikke udsigt til yderligere rentestigninger, men udelukkes kan det ikke.

Han ser en vis sandsynlighed for, at 4 pct.-lånet kan komme til at zig-zagge omkring kurs 100 i den kommende tid og dermed fra tid til anden lukke for tilbudsgivning.

»Vi vurderer ikke, at vi står foran et yderligere større spring op i de 30-årige realkreditrenter, og ser ikke noget fastforrentet 5 pct.-lån. Der er allerede en hel del pengepolitiske stramninger priset ind i de lange realkreditrenter, men som altid er der grund til at forholde sig ydmygt omkring den fremtidige renteudvikling,« fastslår Realkredit Danmarks cheføkonom.

Artiklens emner
Boliglån
Flekslån