Dette boliglån har undgået rentestorm: Om to uger er det slut
Perioden med negative renter på nye boliglån slutter definitivt den 1. juli.
Alle gode fester slutter på et tidspunkt. Og om få dage dage kan rentefesten være slut for det boliglån, der er kommet igennem rentemareridtet bedst.
Ironisk nok er der tale om det mest rentefølsomme boliglån, der går under navne som KortRente, FlexKort og F-kort.
»Boligejere med den låntype har udsigt til en stor stigning i ydelsen. Om knap to uger skal det have ny rente, og lige nu tyder det på, at renten vil tage et ordentligt hop op,« siger Lise Nytoft Bergmann, der er chefanalytiker hos Nordea Kredit.
Renten på lånet fastsættes to gange om året hhv. fjerde sidste bankdag før den 1. januar og fjerde sidste bankdag før den 1. juli. Den næste rentetilpasning er altså lige på trapperne.
Konstruktionen af lånet er lidt kompleks. Ydelsen består nemlig af to elementer: Renten opgøres som CITA6-renten plus et tillæg, der afhænger af, hvornår lånet er udstedt.
I Nordea Kredit, der i øjeblikket har to åbne lån, er rentetillægget på hhv. 0,40 pct. og 0,36 pct. Der er altså ikke den store forskel på de to obligationer.
Renten på de to lån er -0,21 pct. og -0,09 pct. afhængig af, hvornår lånet er optaget.
»Den rente, boligejeren skal betale, vil stige til 0,53 pct. og 0,49 pct., hvis den vel at mærke bliver fastsat til samme niveau som i disse dage, siger Lise Nytoft Bergmann.
Hvis renten stiger yderligere, og det er sket på det seneste, vil det påvirke KortRente-lånene negativt.
De helt korte renter har ellers holdt sig i ro i både 2021 og i første kvartal af 2022, men de seneste to måneder er de begyndt at stige, og det kommer boligejere med KortRente lån altså snart til at mærke.
Ydelsen på et lån på 1 mio. kr. vil stige fra ca. 3.310 kr. om måneden i dag til 3.560 kr. fra 1. juli og fra 530 kr. til 940 kr., hvis lånet er uden afdrag.
»Det betyder med andre ord, at boligejere med afdragsfrie lån har udsigt til en stigning på 77 pct. i den månedlige ydelse,« siger Lise Nytoft Bergmann.
Det er langt fra usandsynligt, at CITA6-renten stiger yderligere. Den er dybt afhængig af beslutningerne i den europæiske centralbank, ECB. I et forsøg på at få inflationen ned har banken varslet betydelige rentestigninger i år og næste år.


