Efter voldsomt kursfald: Sådan klapper skattefælden på aktiesparekonto og pension
Det er vigtigt at tjekke, om der ligger et uudnyttet fradrag, inden man hæver sin aktiesparekonto eller pension.
Pas på! De voldsomme kursfald i år kan få skattefælden til at klappe for alle med aktiesparekonti eller pensionsopsparinger.
Hvis begge typer opsparinger indfries eller ophæves nu, vil indehaverne af dem gå glip af et stort fradrag. Begge opsparingsformer er omfattet af den såkaldte lagerbeskatning. Der skal betales skat hvert eneste år, selv om man ikke realiserer gevinsten.
I modsætning til indkomstskat får man ikke penge tilbage hvert år, men et fradrag, der modregnes i kommende års gevinster.
Beskatning af afkastet i aktiesparekontoen minder om beskatning af pensioner. På en aktiesparekonto er satsen 17 pct., på PAL-skatten 15,3 pct.
Der er forskel på, hvordan man gør de to konti op, men principperne er de samme.
Hvis man har lidt et tab på aktiesparekontoen, når man stopper den, mister man fradraget. Men man slipper ikke for skat, hvis man lukker sin konto med positivt afkast, heller ikke selv om kontoen lukkes midt på året. Så opkræver skattemyndighederne skatten for den pågældende periode.
Ikke mindst i år med de voldsomme kurstab skal man derfor overveje at fortsætte aktiesparekontoen fremfor at lukke den ned. Dermed kan man – afhængig af afkast - på et senere tidspunkt modregne den negative skat i et senere positivt afkast.
Reglerne for skat af afkast på pensioner, den såkaldte PAL-skat er anderledes. Dette eksempel, som Danicas cheføkonom Mads Moberg Reumert har regnet på, viser mekanismen.
En pensionsopsparer har et år negativ PAL-skat på 10.000 kr. Tabet gemmes som fradrag.
Året efter har han eller hun positivt afkast og skal betale 5.000 kr. i PAL-skat. Så sætter modregningen ind, og man slipper for skat. De resterende 5.000 kr. overføres til de kommende år.
Men skal man have sine penge udbetalt her og nu, risikerer man at få udhulet sin pension. Når pensionsopsparingen skal gøres op, går man tilbage til det seneste år med negativ PAL-skat. Derefter ser man på, om der de foregående fem år er positivt afkast.
I dette eksempel har der været et tab, og det har udløst et fradrag på 5.000 kr.
Hvis man i fem år inden pensionen hæves, har haft et lille årligt afkast på 500 kr. - i alt 2.500 kr., taber man 2.500 kr., fordi fradraget ikke kan udnyttes fuldt ud.
Rådet til pensionskunder i den situation er ikke at hæve pensionen, før fradraget kan udnyttes og trække på anden opsparing i mellemtiden.



