New Zealand ville punktere boligboblen - nu er huspriserne faldet markant
Centralbanker verden over hæver renten. I New Zealand har det nu medført et prisfald på boligmarkedet i landet, hvor der længe har været frygt for overophedning.
I New Zealand var de hurtige på aftrækkeren, da renterne skulle hæves.
Allerede i oktober 2021 landede den første rentestigning på 0,25 pct. point, efter landets regering havde bedt centralbanken om at få ro på det brandvarme boligmarked.
Siden de første rentestigninger er det kun gået én vej, og det er opad for renterne.
Det viser sig nu i boligpriserne, der for første gang i 11 år er faldet takket være rentestigningerne og strengere lånekrav. Priserne er faldet med 1,8 pct. i forhold til samme tid sidste år. Ligesom boligpriserne i New Zealand er faldet med 12 pct. siden toppen i november. Det skriver Wall Street Journal.
Mens boligpriserne falder, ser renterne fortsat ud til at stige i New Zealand. Analyseinstituttet ING forventer, at en rentestigning på yderligere 0,5 pct. point vil lande i august. Det vil sende renten op på 3 pct. – det højeste niveau siden 2015. Det sker, til trods for at huspriserne i øjeblikket falder hurtigere, end den new zealandske centralbank, Reserve Bank of New Zealand, havde projekteret i maj.
Husprisernes udvikling i New Zealand er lidt af en trykprøve på, hvordan rentestigninger i flere andre lande vil slå igennem.
Nationalbanken udkom i marts med en analyse, der peger Danmark i samme retning. I 2021 steg boligpriserne med 10,9 pct. ift. året før. I 2022 forventer Nationalbanken en mere dæmpet prisstigning på 3,6 pct., mens dét tal falder yderligere til 1,7 pct. i 2023.
Da Det Systemiske Risikoråd mødtes i juni blev boligpriserne også drøftet. Her konstaterede rådet, at boligprisernes vækst har været aftagende, men at de gennemsnitlige priser stadig er omkring 20 pct. højere end før pandemien.



