Fortsæt til indhold

Flekslån får igen rentehug: Disse boligejere får den største regning

Flere boligejere bliver nødt til at barbere husholdningsbudgettet, forudser Nordea.

Privatøkonomi

Renterne på de mest populære flekslån er nu steget så meget, at det for alvor gør ondt på boligejerne.

Værst er det gået ud over F3-lånerne, viser denne uges auktioner over fleksobligationer hos Totalkredit og Nordea Kredit. Der er forskel på renterne i de to institutter, men kun marginalt.

Et afdragsfrit F3-lån på 1 mio. kr. koster fremadrettet 2.040 kr. efter skat hver måned. Det er en stigning på ikke mindre end 1.600 kr.

Er lånet med afdrag stiger den månedlige ydelse med 490 kr. Ekstraregningen bliver dog på niveau med lånet uden afdrag, da selve afdraget falder med 1.110 kr.

F3-renten ligger nu på 2,32 pct., og det er det højeste niveau på en auktion i 11 år.

»Familier med store lån, bør allerede nu kigge deres budget igennem. Med mindre familien sparer et stort beløb op hver måned, vil der være poster på budgettet, som man vil være nødt til at spare på i de kommende år. Det er ikke nogen sjov situation,« konstaterer Lise Nytoft Bergmann, der er chefanalytiker i Nordea Kredit.

F5-lånerne får også mærkbare rentehug. Renten er nu fastsat til 2,59 pct. mod 0,25 pct., da de pågældende boligejere fik deres lån rentetilpasset for fem år siden.

Den månedlige ydelse efter skat på et afdragsfrit F5-lån på 1 mio stiger med ca. 1.290 kr., hvis lånet er uden afdrag. Et tilsvarende F1-lån vil være 1.180 kr. dyrere.

Og det er ikke slut endnu, vurderer Nordea.

Meget tyder på, at centralbankerne fortsætter med at sætte de ledende renter op, og det vil trække fleksrenterne med op.

»Vi forventer, at tiden med de ekstremt lave renter, nu ligger bag os,« fastslår Lise Nytoft Bergmann.

Artiklens emner
Boliglån
Flekslån