Nu skal du slå til: I få timer søndag er strømmen markant billigere
Midt i stigende el- og energipriser er der søndag et tidsrum på blot et par timer om eftermiddagen, hvor strømmen dykker til priser på helt ned til 0,1 kroner pr. kWh. Prisdykket kommer i en måned, som har leveret historisk høje elpriser.
Det er i de kommende timer, at du skal slå til, hvis du er en af de mange danskere, der efterhånden først sætter vasken over eller oplader elbilen, når strømpriserne er tilpas lave.
I et tidsrum fra cirka klokken 12 til 16 søndag, vil strømprisen nemlig falde markant, og især vil strømmen være billig omkring kl. 14. Det viser dagens elpriser, som er opgjort på elpris-sammenligningssitet elberegner.dk. Elberegner.dk får deres data fra den nordiske elbørs Nord Pool.
Prisen på strøm vil begynde at falde cirka kl. 12 til til 0,9 kr. pr. kilowatt-time (kWh) og vil ramme det laveste niveau kl. 14, hvor prisen falder helt ned til ca. 0,1 kr. pr. kWh. De lave priser vil fortsætte frem til cirka kl. 17, hvor prisen igen vil stige til over 2,5 kr. pr. kWh.
Det er dog værd at bemærke, at priserne er eksklusiv transport, skatter, afgifter og moms, som altid vil komme oven i prisen. Det er ligeledes heller ikke alle forbrugere, som har el-aftaler, der er fleksible - altså hvor prisen afhænger af time-til-time ændringer i markedet.
Priserne er væsentlig lavere end den gennemsnitlige elpris for tiden. Søndag lyder prisen for én kilowatt-time nemlig på 2,9 kr. i gennemsnit uden skatter og afgifter, og fredag nåede prisen for el historisk høje niveauer, da engrosprisen for én kilowatt-time nåede helt op på 5,2 kr. Med skatter og afgifter mm. betød det, at de danskere forbrugere skulle betale helt op imod 9 kr. pr. kilowatt-time. Det er det højeste nogensinde målt i Danmark.
Der har været stigende elpriser i cirka et år, men især den seneste måned har priserne på el været på himmelflugt, og det er således uundgåeligt, at august bliver den dyreste måned for danske elkunder nogensinde.
Som reaktion på de historisk høje elpriser meddelte erhvervsminister Simon Kollerup fredag, at man nu vil igangsætte et omfattende pristjek af energi- og dagligvarer for at beskytte forbrugerne mod de stigende priser.


