Negativ stemning på børsen: De største danske aktier dykker
Det danske aktiefald kommer, efter at det amerikanske aktiemarked fredag blev sendt sydpå af Jerome Powell, som står i spidsen for Federal Reserve.
Investorerne er vendt tilbage fra weekenden med mundvigene nedad. Det har resulteret i, at samtlige 25 aktier i det ledende C25-indeks falder. Samlet set er det ledende danske indeks nede med ca. 2,5 pct. klokken 12.30.
Faldet kommer, efter at de amerikanske aktier dykkede kraftigt fredag som følge af udtalelser fra Jerome Powell, der står i spidsen for Federal Reserve (Fed). Udtalelserne fra Jerome Powell kom på den årlige pengepolitiske konference i Jackson Hole i den amerikanske delstat Wyoming.
Fredag faldt de tre store amerikanske aktieindeks med mellem 3 pct. og næsten 4 pct.
»Powell sagde, at Fed vil fortsætte med at hæve den amerikanske styringsrente så højt, at det bremser væksten. Og renten vil blive fastholdt på et højt niveau, så længe det vil være nødvendigt for at dæmpe inflationspresset,« skriver Niels Christensen, der er chefanalytiker i Nordea, i en kommentar.
Med dagens fald er C25-indekset nede med 16 pct. siden årsskiftet. Det er lidt mindre end det store tyske DAX-indeks, som i samme periode er faldet med næsten 20 pct. Forklaringen bag det markante fald i år skal bl.a. findes i renteudviklingen.
Renterne er steget mærkbart siden årsskiftet - bl.a. som følge af højere inflation og en strammere pengepolitik fra Fed og ECB i Europa. Frygten har bl.a. været, at den pengepolitiske opstramning vil skubbe økonomierne ud i en recession.
I løbet af sommeren faldt renterne mærkbart, og det var med til at løfte aktiemarkederne. Efter sommerferien er renterne igen begyndt at pege opad - bl.a. fordi man fra centralbankernes side har understreget, at man altså vil sætte renterne op for at dæmme op for den højeste inflation i flere årtier.
Ser man på de enkelte aktier i C25-indekset indtager Bavarian Nordic en klar bundplacering. Aktien falder med ca. 10 pct. i dagens handel. I toppen af indekset finder man FLSmidth, som falder med ca. 0,6 pct.




