Fortsæt til indhold

Sortsyn i ny analyse: Tre ud af fire danskere forventer boligprisfald

Der er risiko for, at boligpriserne kan falde mere end 10 pct. det kommende år, vurderer Arbejdernes Landsbank.

Pessimismen er så småt begyndt at få tag i boligmarkedet. Mange danskere tror nu på faldende boligpriser. Arkivfoto: Ida Munch
Privatøkonomi

Vi har ikke tidligere haft et så pessimistisk syn på boligmarkedet. Det konstaterer Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

Banken har siden 2020 ladet analysebureauet, Voxmeter, spørge et udsnit af danskerne om deres forventninger til boligmarkedet.

Undersøgelsen foretages 2-3 gange om året, og den seneste skraber den hidtidige bund. Hele 73 forventer faldende boligpriser. Det er nu femte gang i træk, at forventningerne til boligmarkedet forringes.

Mens 73 pct. forventer faldende priser, regner kun 8 pct. med, at boligpriserne er højere om et år. Selv i coronakrisens første tid, var danskerne mere optimistiske. Dengang troede kun 46 pct., at priserne ville falde.

»Det bliver sværere og sværere at få øje på en person, som forventer stigende boligpriser i den nærmeste fremtid. Der er på kort tid sket en vending fra optimisme til udbredt pessimisme,« skriver Jeppe Juul Borre i en kommentar til analysen.

Analysen falder også i tråd med den reelle udvikling. Priserne er begyndt at falde, og de nedslag, sælgerne må give, var i september på niveau med samme måned 2008. Det var i samme måned, at investeringsbanken, Lehmann Brothers, krakkede og udløste finanskrisen.

Boligmarkedet har reageret i form af færre handler, faldende boligpriser og nu også ret så sløje forventninger til fremtiden. Det påvirker også markedspladsen, når købere og sælgere forventer faldende boligpriser.

»Så kan de ringe forventninger blive selvopfyldende,« som Jeppe Juul Borre udtrykker det.

I juni sidste år, forventede et flertal af danskerne stigende boligpriser. Under 20 pct. regnede med prisfald.

Arbejdernes Landsbank forventer, at boligpriserne falder det kommende år. Huspriserne står overfor et fald på mindst 5-10 pct., mens lejlighedspriserne vil falde med 10-15 pct.

»Det er dog ikke usandsynligt, at faldet kan blive endnu større,« lyder det fra Jeppe Juul Borre.

Forklaringen er kombinationen af stigende renter og lavere tempo i dansk økonomi. Hvis svækkelsen af dansk økonomi varer ved i længere tid, vil der komme endnu større prisfald, vurderer Jeppe Juul Borre.

Undersøgelsen er foretaget af Voxmeter, der har spurgt et repræsentativt udsnit af befolkningen - ikke kun kunder i Arbejdernes Landsbank.

Artiklens emner
Privatøkonomi
Lehman Brothers