Møbelhandlerens eget hjem er et skatkammer af nøje udvalgte designklassikere
Siden Anders Ladefoged begyndte at handle med vintagemøbler, har den herskabelige lejlighed på Amager skiftet udtryk utallige gange. Enkelte ting er dog fredede, fordi de er ekstremt sjældne eller har stor affektionsværdi – og helst vil Anders Ladefoged beholde alt, hvad han finder.
Når man går rundt i Anders Ladefogeds lejlighed, er det svært at tro, at han ikke kommer fra et designpræget hjem. De store, lyse rum er nærmest et leksikon i dansk designhistorie – fra Hans J. Wegners Påfuglestol i aske- og teaktræ i soveværelset til Arne Jacobsens Svanestol i cognacfarvet læder i dagligstuen og Verner Pantons gulvlampe Panthella i akrylplast i spisestuen.
»Det startede faktisk med, at jeg havde købt en lille lejlighed og skulle have nogle møbler. Det var første gang, jeg boede alene, og jeg gik i gang med at lede på Den Blå Avis,« forklarer Anders Ladefoged, der godt kunne se, at nogle møbler på handelsplatformen var dyrere end andre.
»Jeg ville gerne have noget af kvalitet, og det lykkedes mig at få fat i fire Y-stole, hvoraf jeg solgte to videre til samme pris, som jeg havde givet. Dermed havde jeg fået de to sidste stole gratis. Der kunne jeg fornemme, at der var en forretning i det,« siger han.


