Lille erhvervsbank lukker for tilgang til Danmarks højeste indlånsrente
Ifølge Kompasbank er forventningen at åbne for tilgang igen senere.
Kompasbank har lukket tilbuddet om 4 pct. i rente til den, der binder sin opsparing i tre år. Det var den pt. højeste indlånsrente herhjemme. Banken har på godt en måned fået dækket sit behov for lidt længere kapital til finansiering af udlån.
Banken skriver på sin hjemmeside, at tilbuddet er midlertidigt lukket for nye indskud og forklarer, at forventningen er at lukke op for nye indskud senere.
»Vi åbner og pauser vores forskellige indlånsprodukter afhængig af markedets appetit, dvs kundernes efterspørgsel, og vores eget behov. Det kan variere, men vi har forsøgt at være attraktive på hele rentekurven,« skriver bankens stifter Michael Hurup Andersen, der er medadministrerende direktør for den lille erhvervsbank, i en kommentar.
Nye kunder kan i stedet for binde deres opsparing 2 år og få 3 pct. i rente. Den rente er fortsat noget bedre end konkurrenternes, viser Mybankers oversigt.
Santander Consumer Bank betaler 2,25 pct. i rente ved 2 års binding.
Renten er fortsat kraftigt på vej opad. Og tilbuddene til danskere med opsparing må ventes at blive bedre. I sidste uge hævede den første bank opsparings- og investeringsbanken Maj Bank sin almindelige indlånsrente til 1 pct. efter den Nationalbankens seneste renteforhøjelse.

