Fortsæt til indhold

For mange danskere er det nærmest risikofrit at lade forskudsopgørelsen ligge

Der er indbygget en form for sikkerhedsnet i det danske skattesystem, lyder det fra revisionshuset BDO.

Årsopgørelsen tiltrækker sig markant større opmærksomhed en forskudsopgørelsen. Foto: Philip Davali
Privatøkonomi

For store dele af befolkningen er det mere eller mindre risikofrit at lade forskudsopgørelsen for 2023 ligge. Sådan lyder det fra revisionshuset BDO i nyhedsbrevet Depechen.

»Sådan er det ikke for alle, men for mange er det risikofrit. Enten fordi de ikke har ændringer eller fordi, de bliver samlet op automatisk,« siger Henning Boye Hansen, der er chefkonsulent i BDO.

Forklaringen er, at der i Skattestyrelsen er en ordning, hvor der tre gange om året bliver udsendt nye forskudsopgørelser til folk, hvor det ser ud til, at de skal betale restskat eller får overskydende skat tilbage for mere end 5.000 kr., lyder det fra BDO.

»Den automatiske udsendelse af nye forskudsopgørelser i løbet af året gør det i princippet risikofrit ikke at gøre noget. Hertil kommer, at der skal ganske store ændringer i ens privatøkonomi til, før det fører til restskat, og det ved borgerne godt,« lyder det fra Henning Boye Hansen.

Ifølge BDO blev der i løbet af 2022 udsendt nye forskudsopgørelser til flere end 363.000 personer, og kun i ca. 7 pct. afslog personen forslaget til det nye skattekort fra Skattestyrelsen.

Generelt er interessen ikke overvældende for forskudsopgørelsen, lyder det fra BDO.

»Skattestyrelsen er som en curlingmor, der gerne vil have os alle sammen til kigge grundigt på vores forskudsopgørelse, men faktisk er det kun mindre gruppe, der gør det,« lyder det fra Henning Boye Hansen.

Revisionshuset venter dog, at flere end normalt vil ændre på deres forskudsopgørelse i denne omgang.

»De stigende boligrenter betyder, at rentefradraget på den første forskudsopgørelse hos mange er væsentligt for lavt. Nogle vil dog nok lade det for lave fradrag stå, fordi det giver garanti for overskydende skat i 2024. Efter min erfaring er der ganske mange som bevidst betaler for meget i forskudsskat. De betragter forskudsskatten som en form for ferieopsparing, og det må man gerne,« lyder det fra Henning Boye Hansen.

Artiklens emner
Skatter og afgifter
BDO