Velhaverkommuner hårdt ramt: Høje gaspriser vil lægge pres på priserne
Alle kommuner i top 10 over naturgasopvarmede huse ligger omkring København.
Boligejere i velhaverkommuner som Hørsholm, Rudersdal og Allerød bliver ramt langt hårdere end andre af stigende priser på naturgas. Konsekvensen vil med stor sandsynlighed være, at de må sætte udbudsprisen længere ned end ventet, når de vil sælge.
Det er i hvert fald konklusionen i en analyse, som Finans Danmark har foretaget. Analysen skyder også myten ned om, at det er boligejere i de økonomisk svage kommuner, der primært rammes af prisstigningerne.
I top 10 over kommuner med naturgas ligger Tårnby med en gasfyrsandel på 82 pct. På 10-pladsen ligger Gladsaxe med 60 pct. Alle kommuner i top 10 er i øvrigt kommuner omkring København. Netop i de områder er priserne steget mest de seneste år.
Og der kan blive behov for noget at tære på. Analysen viser, at hele 45 pct. af danskerne ikke vil købe en bolig med naturgas- eller oliefyr. For ca. seks år siden var tallet 38 pct.
Især for ejere af større boliger er det dårligt nyt. Danske familier må i dag affinde sig med at købe et hus, der er 21-33 kvm mindre end for blot et år siden.
Udgangspunktet er en familie med to børn, og alle omkostninger inklusive skat er medregnet.
For et år siden ville familien have råd til et hus på 159 kvm med fjernvarme og et hus på 161 med naturgas.
Det styrkeforhold er helt anderledes nu. I dag kan samme familie kun godkendes til at købe et hus på 138 kvm med fjernvarme. Hvis det nye hus opvarmes med naturgas, skal familien skære 10 kvm af og nøjes med et hus på 128 kvm, viser beregningerne.
Kombinationen af stigende renter og et stort hop i gaspriserne er gift for boligejerne i de 10 københavnske kommuner.
Finans Danmark understreger, at de pågældende boligejere ikke skal gå i panik. At investere i en varmepumpe giver måske ikke gevinst her og nu, men det gør det i løbet af nogle år.
»Et boligkøb skal ses som en langsigtet investering og et valg, der ikke udelukkende tages på baggrund af et øjebliksbillede,« skriver Finans Danmark i analysen.
Finans Danmark er paraplyorganisation for banker og realkreditinstitutter.