Fælder i forskudsopgørelsen: To grupper løber størst risiko
Især fradragene er vigtige, når man skal beregne en korrekt skat. Men også for de mange, der oplever faldende eller stigende indkomst, er det en god idé at justere forskudsopgørelsen.
Konverteringslystne boligejere skal sikre sig, at de får justeret forskudsopgørelsen for højere renteudgifter i 2023. Men for to andre grupper er det endnu vigtigere.
- Ældre, der er på vej på folkepension.
- Unge, der går fra SU til lønindkomst.
Sådan lyder det fra Spar Nord og BDO, der har regnet på de værste fælder, man kan løbe ind i, hvis ikke man forholder sig til sin forskudsopgørelse.
Hvis man inden for det kommende år går på folke- eller førtidspension, er det vigtigt at oplyse det i forskudsopgørelsen for at sikre sig, at man får udbetalt det korrekte beløb af Udbetaling Danmark.
Hvis man stadig har sin lønindtægt stående på forskudsopgørelsen, risikerer man at blive modregnet, så man ikke får den del af folkepensionens tillægsbeløb eller de tilskud, som man ellers er berettiget til.
For studerende, der er på vej på arbejdsmarkedet, gør det modsatte sig gældende. De risikerer at få et stort skattesmæk, hvis ikke de husker at korrigere.
Det er oftere for høje fradrag på forskudsopgørelsen, som fører til restskat end en for lav angivet indkomst.
Foruden lønnen er korrekte fradrag helt afgørende.
»Det er oftere for høje fradrag på forskudsopgørelsen, som fører til restskat end en for lav angivet indkomst,« konstaterer Henrik Boye Hansen, der er chefkonsulent i revisionsselskabet, BDO.
Men lønnen er i sagens natur også vigtig, og Spar Nord og BDO har et par tommelfingerregler, som kan hjælpe en på vej til at undgå at betale for lidt i skat.
- Tjener man mindre end 35.700 kr. om måneden før arbejdsmarkedsbidrag, skal man hellere sætte indkomsten lidt for lavt, mens det omvendte gælder for dem, som tjener mere end 50.000 kr. om måneden.
- Det er uden betydning, om man sætter sin indkomst lavere eller højere, hvis den gennemsnitlige månedlige indkomst er på mellem 35.700 og 50.000 kr. Tjener man mere, trækkes der automatisk mere i skat, mens der automatisk trækkes mindre i skat, hvis man tjener mindre.
Alt tyder på, at mange lønmodtagere bliver berørt af den økonomiske uro.
I økonomisk usikre tider er der flere, som mister jobbet. Andre får et nyt. Enhver ændring i jobsituationen gør en opdatering af forskudsopgørelsen vigtigt. Det gælder om at opdatere indkomsten, men også justere eventuelle fradrag såsom kørselsfradrag:
»Myndighederne beregner blandt andet kørselsfradraget ud fra den kørsel, som vi havde i 2021. Derfor skal man huske at justere den, hvis man eksempelvis har fået kortere eller længere til arbejde, eller hvis man er blevet arbejdsløs,« oplyser Henning Boye Hansen.
For nye på boligmarkedet og de ca. 150.000 boligejere, der ifølge Finans Danmark har lagt lån om i de første ni måneder af 2022, bør et tjek af forskudsopgørelsen være en selvfølge, mener investeringskonsulent i Spar Nord Karsten Brøndum Idskov.
Det gælder især:
- Boligejere, som har lån med variabel rente og står over for en rentetilpasning i 2023. De kan imødese en betydeligt højere rente.
- Boligejere, der har konverteret lodret. De har indfriet deres billige lån til underkurs og optaget et nyt med en højere rente. De får større renteudgifter og som følge heraf højere fradrag.
»Hvis man korrigerer fradrag, betaler man mindre i skat, og det kan lune i en tid med inflation og højere leveomkostninger,« fastslår Karsten Brøndum Idskov.
Hvis en boligejer gerne vil spare op via skattevæsenet kan han eller hun lade være med at gøre noget og i så fald se frem til en større udbetaling af overskydende skat i 2024.
Det er nærmest blevet en trend.
»Mange sætter bevidst deres fradrag på forskudsopgørelsen for lavt, fordi de gerne vil sikre sig, at de får overskydende skat i det efterfølgende år – og det må man gerne gøre,« oplyser Henning Boye Hansen.