Sofie Bøcher Lindquist lever af at dele sit liv med danskerne
33-årige Sofie Bøcher Lindquist sparer mest muligt op efter at have gjort sin Instagram-profil til sin levevej.
Kandidatgraden var i hus med høj karakter og karrieren på skinner i et af landets største revisions- og konsulenthuse. Men en dag i 2019 stod Sofie Bøcher Lindquist af. Hun ville ikke aflevere sine børn tidligt og hente dem sent efter at have pendlet mellem Hørsholm og København. I stedet ville hun leve af at være influencer.
Det gør hun med succes – instagramprofilen ”Hello Sofie” nærmer sig 130.000 følgere – men hun er samtidig meget bevidst om, at hun er i en usikker branche.
»Man kan godt leve af at være influencer. Og man kan også godt opretholde en pæn indtægt. Men det er en usikker branche. Lige nu går det godt, men jeg kan godt blive nervøs. Bliver jeg ved med at opleves som relevant? Og kommer jeg med, når det næste sociale medie tager over? For det vil ske på et tidspunkt,« funderer hun.
Da jeg jo lever i en usikker verden, hvor det er svært at forudse min indtjening næste år, gør jeg meget ud af at spare op.
Derfor sparer hun op – både til pension og i banken, og hun er begyndt at investere.
»Da jeg jo lever i en usikker verden, hvor det er svært at forudse min indtjening næste år, gør jeg meget ud af at spare op. Som selvstændig skal jeg selv betale for kompetenceudvikling. Det kan også være, jeg på et tidspunkt vil arbejde mindre og måske skrive en bog,« overvejer Sofie Bøcher Lindquist.
Som mange andre kvinder brugte hun ikke frygtelig meget tid på at tænke på økonomi under sine første to barsler. Da hun røg på barselsdagpenge, kom der ikke en krone ind på pensionsopsparingen. Det prøver hun at kompensere for nu.
Hun betaler 12 pct. af sin indtægt ind på sin pensionsopsparing hos Pension for Selvstændige og har sikret sig ved at tegne en individuel forsikring mod tab af erhvervsevne.
Derudover har hun en månedsopsparing i Nordnet på 2.000 kr. om måneden og investerer også lidt med sin banks hjælp.
Samtidig har hun skudt penge i webshoppen Lille Starut, som sælger børneartikler, og som hun håber kan blive endnu et økonomisk ben at stå på.
»Jeg elsker mit arbejde og at være selvstændig. Men jeg er kun 33 år, så der er meget længe, til jeg skal på pension. Jeg kan ikke forestille mig at skulle lave det samme resten af mit liv. Derfor er det vigtigt for mig at have en solid opsparing,« siger Sofie Bøcher Lindquist.
Hun har altid haft let ved at spare op – kalder sig selv »et lille egern med nødder i kinden« og brugte først sin børneopsparing i forbindelse med huskøbet for fem år siden. Men hvor pengene tidligere stod på en bankbog, bliver flere nu investeret.
»Jeg er en af de mange danskere, der begyndte at investere på grund af de negative renter. Jeg har ellers altid ment, at det var noget for en særlig type mænd i jakkesæt. Men jeg har fundet ud af, at man ikke behøver være ekspert. Jeg køber investeringsfonde og investerer lidt ad gangen. Og målet er klart: At bevare min frihed.«
Hun tror, at flere og flere fra hendes generation vil forlade det sikre 37 timers job for at blive selvstændige, arbejde mindre i perioder eller skifte spor.
»Vi skal først på pension, når vi er oppe i 70’erne, og det er svært at forestille sig at være i den samme virksomhed i 50 år,« siger hun.
Det tog hende selv et halvt års tid at træffe valget om at bytte det sikre job i København ud med livet som selvstændig. Sofie indrømmer gerne, at valget blev lidt lettere af, at de med hendes mand, Mads Bøcher Lindquists, indkomst ville kunne blive i huset, selv hvis hendes planer slog fejl.
»Alle mente, at det var en vanvittig idé, da jeg begyndte at tale om at gøre en forretning ud af min instagramprofil. Min mand havde ingen drøm om at få mig hjem og passe børn. Og min far, der altid har rost mine valg og betalt karakterpenge blev helt tavs,« siger hun og tilføjer hurtigt:
»I dag er min far min største cheerleader, og han er stolt af at se mig være blevet selvstændig – også som menneske.«
”Hello Sofie” gav dengang af og til lidt indtjening, men det var stadig i høj grad en hobby. Siden er interessen fra samarbejdspartnerne og hendes følgerskare bare vokset, så indtjeningen nu kan matche månedslønnen fra konsulentjobbet i Deloitte kombineret med en kortere og måske især mere fleksibel arbejdstid.
Virksomhederne betaler mig til at tale om deres produkter, men jeg er ikke bare en talende reklamesøjle.
I dag laver hun opslag med små skæve film – reels – dagligt i en af tre kategorier: Livet med småbørn, mere samfundskritiske indslag om eksempelvis arbejdsmarkedet for kvinder med børn, samt de kommercielle opslag hvor hun tester et produkt eller er ambassadør for en virksomhed.
En del af arbejdstiden går med at besvare kommentarer om aftenen.
Hun har bl.a. samarbejdet med kosmetikbrandet Nilens Jord og Nordnet. Men der bliver også sagt nej, som da nogle drikkedunke til at have med på farten lækkede i tasken.
»Virksomhederne betaler mig til at tale om deres produkter, men jeg er ikke bare en talende reklamesøjle. Jeg tester produkterne på mig selv, og virker de ikke, bliver der ikke noget samarbejde. Det er vigtigt at være troværdig.«