Fortsæt til indhold

Det er ikke slut endnu: Populære flekslån får rentehug

Danske boligejere er efterhånden hårdt ramt af centralbankernes kamp mod inflation.

Boligkøberne må kigge langt efter lave renter i øjeblikket, og noget tyder på, at den tilstand kan vare længe. Arkivfoto: Stine Tidsvilde
Privatøkonomi

Renterne på de mest populære flekslån fortsætter med at stige og ligger nu tæt på 4 pct.

Et F3-lån koster 3,8 pct. i rente i Realkredit Danmark. Et lån med op til to års rentebinding hos Jyske Bank ligger på 3,9 pct. Det er resultatet af den efterhånden kroniske finansuro, der fik næring tirsdag efter fornyet inflationsfrygt.

»Det er ikke nogen voldsom stor rentestigning, men da den kommer på toppen af allerede høje renter, er det ikke nogen god nyhed for boligejerne,« siger Nordea Kredits chefanalytiker Lise Nytoft Bergmann.

For blot en måned siden lå F5-renten på 3,3 pct., mens den aktuelt er oppe på 3,7 pct. F3-renten har haft lige så meget fart på, da den er steget fra 3,3 til knap 3,8 pct. Det er en stigning på godt 0,4 pct.-point på en enkelt måned.

Februar har været en hektisk måned på rentemarkedet. Det skyldes en stadig strøm af flotte økonomiske nøgletal, der viser at både amerikansk og europæisk økonomi har det bedre end ventet.

»Normalt er det dejligt at få nøgletal, der overrasker positivt. Men fordi centralbankerne forsøger at få bugt med inflationen, har de gode tal fået renterne til at stige i forventning om, at centralbankerne må gå hårdere til værks,« mener Lise Nytoft Bergmann.

I begyndelsen af februar troede de fleste, at centralbankerne snart var færdige med at hæve renten, og at den amerikanske centralbank, Fed, blot ville hæve renten med 0,25 pct.-point i marts og med yderligere 0,25 pct.-point i maj.

Herefter var det blot et spørgsmål om tid, før renten ville blive sat ned igen i takt med af samfundsøkonomien kølede af, og ledigheden steg. I dag tror de fleste investorer ikke længere på den udlægning.

Nordea har netop udarbejdet en ny renteprognose. Storbanken forventer, at den ledende rente i USA skal op på 6 pct. Det er 1,25 pct.-point mere end i dag.

»Hvis vi får ret i vores prognose, har boligejerne udsigt til yderligere stigning i både de korte og lange renter,« fastslår Lise Nytoft Bergmann.

Også hos Realkredit Danmark har man en forventning om, at renterne kan stige mere end ventet.

»Økonomien synes mere robust, og vi kan måske undgå en recession. Det vil i sidste ende kunne tvinge centralbankerne til at sætte renten endnu højere op – og der kan gå længere tid, før de kan begynde at sætte dem ned igen,« mener Realkredit Danmarks cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig.

Artiklens emner
Boliglån
Realkredit Danmark