Denne gruppe står til kæmpegevinst ved fjernelse af modregning i efterlønnen
På grund af strenge modregningsregler har det at arbejde ved siden af ikke været attraktivt i mange år.
For én gruppe danskere kan 2023 og 2024 blive gyldne år rent økonomisk. Den strenge modregning i efterlønnen bliver midlertidig ophævet for medarbejdere i sundhedsvæsenet og plejesektoren.
Det er resultatet af den netop indgåede aftale om akutplan for sygehusvæsenet.
Efterlønnen er blevet klart mindre attraktiv de senere år. Eksempelvis modregnes der 80.000 kr. i efterlønssatsen, hvis man har en samlet pensionsopsparing på 2 mio. kr. Der modregnes, uanset om man hæver sin pension eller ej.
Dertil kommer, at der modregnes, hvis man arbejder ved siden af. Men det er slut nu for alle de sundhedsmedarbejdere, der fortsætter med at arbejde, selv om de er gået på efterløn.
»De nye midlertidige regler kan give et massivt boost i økonomien ved at gå i arbejde. Den enkelte efterlønsmodtager kan klart se, hvad de får ud af at gøre en ekstra indsats,« siger Danicas cheføkonom Mads Moberg Reumert, der har regnet på de nye regler.
Man slipper for at sætte sig ind de eksisterende modregningsregler, der ifølge Mads Moberg Reumert er komplicerede.
»Gevinsten for privatøkonomien ved at arbejde for disse efterlønsmodtagere bliver kort sagt arbejdsindkomsten efter skat,« konstaterer han.
Danicas cheføkonom er overbevist om, at det vil få mange til at se en større værdi i at gøre en ekstra indsats på arbejdsmarkedet.
Hvis man har en pensionsopsparing på 1 mio. kr., kan modregningen i efterlønnen udgøre 40.000 kr. Arbejder man derudover 20 timer om ugen, udgør modregningen for arbejde yderligere 106.000 kr.
Hvis man i 2023 og 2024 undgår modregning er det altså en massiv gevinst man får.
De midlertidige regler skal ses i sammenhæng med en række andre lempelser. Modregning af arbejdsindkomst for folkepensionister fjernes, ligesom at det er vedtaget af folke- og førtidspensionen ikke længere bliver lavere med arbejdsindkomsten fra en ægtefælle.
I dag kan man tidligst gå på efterløn som 64-årig. Den maksimale efterlønsydelse er 236.736 kr. før skat.
Lidt over 43.400 danskere modtog i januar 2023 efterløn. Af dem kom næsten 2.500 fra Din Sundhedsfaglige A-kasse.


