Tusindvis af danskere risikerer dobbeltskat: Sådan undgår du det
Risikoen for at blive brandbeskattet af sine pensionsindbetalinger er faktisk stor.
Det slår aldrig fejl. Hvert år får op mod 40.000 danskere en slem overraskelse, når de åbner årsopgørelserne.
Det er dem, der har indbetalt mere på deres ratepensioner end grænsen på 60.900 kr. Det betyder, at Skat automatisk tillægger det overskydende beløb til den personlige indkomst, og det udløser en væsentlig ekstraskat på mellem typisk 33 og 50 pct. afhængigt af indkomst.
»Lovgivningen gør det usmidigt og besværligt for pensionskunderne. Reglerne om et maksimum på ratepensioner er utidssvarende og kunne erstattes af et krav om, at ratepensioner som minimum skal udbetales over 15 år,« fastslår Jens Chr. Nielsen, der er rådgivningsekspert hos Velliv.
Både kunderne og pensionsselskaberne skal bruge meget krudt på at få styr på regler, som reelt er unødvendige, mener han.
»Hvis vi skal sikre, at danskerne selv vil spare op til alderdommen, skal det være nemt. Dette er desværre et eksempel på det modsatte.«
For at undgå dobbeltbeskatningen, skal man reagere selv.
Normalt vil ens pensionsselskab sørge for, at alle overskydende indbetalinger på en ratepension automatisk overflyttes til den livsvarige pension, hvor alle indbetalinger er fradragsberettigede. Men der er typisk to grunde til at dette ikke er sket:
- Ved jobskifte, hvor man løbende har indbetalt undervejs og med jobskiftet til to forskellige pensionsselskaber. Det er især et problem mod årets slutning og for højtlønnede.
- Hvis man indbetaler til både et pensionsselskab og til en bank.
»Det er også derfor, vi gør alt for at få kunderne til et møde, så vi kan nå at få det plads inden årets udgang,« siger Jens Chr. Nielsen.
Ifølge skattereglerne skal man altid starte med at få for meget indbetalt ratepension til en bank overflyttet til en livsvarig pension i ens pensionsselskab. Dette gøres ved at udfylde en blanket.
Herefter sendes denne til pensionsselskabet sammen med ens private skatteoplysninger som ligeledes hentes på Skat.dk.
Hvis man har indbetalt til en ratepension via sin arbejdsplads, skal man vælge, hvilket selskab pensionsindbetalingerne skal gå til og udfylde den samme blanket som ved private pensioner.
»Vi oplever hvert år i forbindelse med årsopgørelserne, at dette desværre er et problem for mange danskere. Derfor går vi også ind i en periode, hvor vi får flere henvendelser fra kunderne end normalt,« fastslår Jens Chr. Nielsen.



