»Betydeligt fald«: Så meget skal huspriserne falde ifølge regeringen
Regeringen har med sin nye prognose skruet markant ned for forventningerne til boligmarkedet.
Huspriserne kommer til at falde mere i år end først ventet. Det er konklusionen i den seneste prognose for den danske økonomi fra regeringen.
Prognosen går under navnet økonomisk redegørelse, og i denne er der skruet op for pessimismen i forhold til prognosen fra august i fjor.
Der bliver tale om et »betydelige« prisfald, lyder det i prognosen, hvor prisfaldet på huse ventes at ramme 8,4 pct. i år. I august ventede regeringen, at priserne i år ville falde med 4,8 pct.
»Udsigten til et betydeligt fald i huspriserne i 2023 skal ses på baggrund af, at de seneste nøgletal for boligmarkedet viser en betydelig tilbagegang i huspriserne i 2. halvår af 2022 og i starten af 2023,« lyder det i prognosen.
Prisfaldet vil strække sig ind i 2024, hvor huspriserne ventes at falde med yderligere 0,5 pct. Samlet set svarer prognosen til, at der nu ventes et fald i huspriserne fra midten af 2022 til midten af 2024 på 12,1 pct.
»Tilbagegangen på boligmarkedet skyldes hovedsageligt de kraftige stigninger i renterne som følge af den høje inflation. Ved indgangen til 2022 var den effektive rente på fastforrentede realkreditlån omtrent 1,8 pct., hvorimod den i midten af marts 2023 var knap 5 pct.,« lyder det videre i prognosen.
Prognosen for boligmarkedet fra regeringen er ikke helt så pessimistisk som den seneste prognose fra Nationalbanken.
Den 15. marts offentliggjorde Nationalbanken sin prognose, hvor det ventes, at huspriserne i år falder med 9,3 pct., og at faldet i huspriserne fra toppen i sommeren 2022 til bunden samlet vil lyde på ca. 15 pct.