Trods dystre prognoser: Disse boligejere har ikke noget at frygte
Der er flere lyspunkter på boligmarkedet - specielt for én gruppe.
Realkreditinstitutterne, Nationalbanken og regeringens eksperter står nærmest i kø for at aflevere dystre prognoser for boligmarkedet. Men én gruppe boligejere har ikke noget at frygte. De har stadig en betydelig friværdi.
I øjeblikket er boligpriserne tilbage på 2020-niveau, og når året er omme, vil de formentlig være tilbage på noget, der ligner, 2019-niveau, fastslår Bo Sandberg, der er skatte- og boligøkonom hos Dansk Erhverv.
»Det er trods alt ikke ensbetydende med, at bunden går helt ud af markedet,« konstaterer han.
Torsdag offentliggjorde regeringen Økonomisk Redegørelse, og ifølge den er der udsigt til et prisfald på 8,4 pct. i 2023. Dermed ligger regeringen tæt på andre prognosemagere. En del af prisfaldet er allerede sket.
Prisfaldet vil langt fra ramme alle. Særligt ramte bliver nye boligejere, der ikke har nået at opbygge friværdi, vurderer Lise Nytoft Bergmann, der er chefanalytiker i Nordea Kredit. For selv om de fleste nyslåede boligejere ikke skal sælge i 2023 eller 2024, kommer de til at realisere et tab, såfremt det bliver nødvendigt.
Modne boligejere bør huske på, at huspriserne stadig er 50 pct. højere end for 10 år siden og 22 pct. højere end for 5 år siden.
»Langt de fleste modne boligejere har derfor stadig en stor del af gevinsten i behold, også selv om priserne falder yderligere i de kommende år. Over mange år er det almindeligvis en god forretning at eje sin egen bolig,« skriver Lise Nytoft Bergmann i en kommentar til regeringens prognose.
Priserne vil fortsat falde, men det største fald har fundet sted, mener Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank. Også i Nykredit kan man se lys for enden af tunnellen.
De seneste tre måneder er der blevet handlet flere boliger, og de månedlige prisfald er blevet mindre. Det har taget tid at få sælgere og købere til at finde hinanden. Den tilpasning er så småt ved at være overstået, mener Nykredits chefanalytiker Mira Lie Nielsen.
De lange boligrenter er formentlig toppet og ventes at være faldende hen over 2023 og ind i 2024, vurderer hun.
Renterne på de 30 årige fastforrentede lån er vigtige for boligmarkedet, da de er grundlaget for kreditvurderingen. Samtidig er inflationen på vej ned, og især er energipriserne faldet mærkbart.
»Godt nok lider boligpriserne lige nu, men der er også en hel del økonomiske lyspunkter, som vil få markedet til at speede op igen, når priserne har justeret sig. Vi forventer, at de største prisfald nu har fundet sted,« fastslår Mira Lie Nielsen.
Allerede fra 2024 kan vi opleve stigende priser igen, lyder vurderingen fra Nykredits chefanalytiker.