»Det er en dejlig nyhed«: Boligsalget når højeste niveau i månedsvis
For tredje måned i træk er antallet af handler på boligmarkedet steget, viser nye tal fra Boligsiden.
Temperaturen stiger igen på boligmarkedet, efter at det i løbet af det forgangne år ramte et lavpunkt. Først viste tal fra Boligsiden, at priserne på huse og sommerhuse steg i løbet af marts, og nu viser en ny opgørelse fra Boligsiden, at antallet af bolighandler også gik frem i årets første forårsmåned. Faktisk nåede salget det højeste niveau i 10 måneder.
»Det er en dejlig nyhed, at boligsalget steg i marts, da det understreger købernes store interesse for at bo i ejerbolig. Marts var nemlig kendetegnet ved bankkrak i Silicon Valley Bank og stor tumult i bl.a. Credit Suisse, som skabte stor usikkerhed på rentemarkedet. Alligevel var der travlt på boligmarkedet,« skriver Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom i Nordea Kredit.
Marts bød ifølge Boligsiden på 6.963 handler, og i rene tal er det en stigning på mere end 24 pct. i forhold til februar. Det er dog helt normalt, at handlerne stiger markant fra februar til marts, så når man korrigerer for denne sæsoneffekt, lyder stigningen på 4 pct., lyder det fra Arbejdernes Landsbank.
»Der er kommet mere liv i boligmarkedet. Det sker efter en tid med lav puls. I efteråret ramlede handlerne ned i det laveste i et helt årti, men der er kommet lidt mere solskin på boligmarkedet siden hen,« skriver Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.
Med marts-tallene står det klart, at boligmarkedet er tilbage på et normalt niveau. Ser man på salgstallene for marts i perioden fra 2011 og frem til i år, ligger det gennemsnitlige salgstal på 7.008. Disse tal inkluderer dog også de to vilde år 2021 og 2022. Hvis man ser på snittet fra 2011 og frem til og med 2019, lyder det på 6.171. Dermed var marts 2023 bedre, end gennemsnittet.
»Ingen af boligtyperne kan hamle op med salgstallene for marts måned i de seneste år under corona, hvor handlen steg eksplosivt. Men for både huse og sommerhuse gælder det, at efterspørgslen er tilbage på et niveau, som vi kan genkende fra tiden inden coronaperioden« udtaler Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden, i en pressemeddelelse.



