Fortsæt til indhold

Trods prisfald: Her er den gode nyhed for boligkøbere

Det kan blive lettere at sælge sin bolig trods højere renter.

Boligmarkedet står ved en skillevej med både gode og dårlige nyheder. Arkivfoto: Rikke Kjær Poulsen
Privatøkonomi

Der er godt nyt for boligkøberne - og dermed også sælgerne. For selv om renten er steget, er den månedlige ydelse på en bolig stort set den samme som i sommeren 2022, hvor renten var lavere.

Det viser beregninger fra Spar Nord. Ligevægten skyldes, at priserne på parcel- og rækkehuse er faldet godt 8 pct. i den periode.

Spar Nord tager udgangspunkt i et gennemsnitligt parcelhus på 130 kvm. Det finansieres på klassisk vis med 5 pct. udbetaling, 15 pct. banklån og 80 pct. realkreditlån

Siden juni sidste år er prisen faldet fra 2,3 til 2,1 mio. kr. Det betyder, at ydelsen nu er 10.409 kr. efter skat. Det er stort set det samme som sidste år.

Både prisen på villaer og ejerlejligheder er faldet med godt 11 pct., siden priserne toppede i sommeren 2022. Den udvikling har nu næsten udlignet effekten af de stigende renter i perioden.

»Det kan i kombination med faldende inflation, lønstigninger og generelt mere positive økonomiske udsigter være medvirkende til at dæmpe den negative prisudvikling på boligmarkedet,« mener chefanalytiker i Spar Nord Martin Lundholm.

Dog skal man huske, at selvom finansieringsomkostningerne er de samme som seneste sommer, er der ikke det samme økonomiske råderum. Det er reduceret på grund af inflationen.

»Der er med andre ord ikke grund til at tro, at priserne hurtigt vil genvinde det tabte,« fastslår Martin Lundholm.

Efter en periode på henholdsvis otte og ni måneder med uafbrudte prisfald på villaer og rækkehuse samt ejerlejligheder var marts en god måned med svagt stigende priser.

Artiklens emner
Boligmarked
Realkreditinstitutter