Nye regler for modregning: Milliongevinst til pensionister – og mere er på vej
Siden årsskiftet har omkring 95.000 danskere fået gavn af nye regler om modregning i sociale pensioner for gifte og samlevende. Næste skridt vil gavne 50.000 folkepensionister.
Siden årsskiftet har nye regler for modregning i sociale pensioner for gifte og samlevende sikret 65.000 danskere på folkepension og ca. 30.000 på senior- og førtidspension ekstra ca. 200 mio. kr. i alt om måneden før skat.
»Omkring 65.000 folkepensionsmodtagere har således siden nytår i gennemsnit nok fået udbetalt omkring 1.700 kr. mere om måneden før skat, mens ca. 30.000 modtagere af senior- og førtidspension har modtaget næsten 3.000 kr. mere om måneden,« fastslår revisionsselskabet BDO i en gennemgang af de nye regler i nyhedsmagasinet Depechen.
Milliongevinsten er et resultat af en reformaftale indgået i januar sidste år af S, DF, SF, De Radikale og Kristendemokraterne med et mål om at »styrke det danske arbejdsmarked, virksomhedernes konkurrenceevne og den grønne omstilling«.
»Aftalepartierne er enige om at ændre reglerne, så pensionen udbetales uafhængigt af en ægtefælles eller samlevers arbejdsindkomst. Det betyder, at folkepension, førtidspension (ny og gammel ordning) og seniorpension ikke længere vil blive nedsat på grund af en ægtefælles eller samlevers arbejdsindkomst,« lyder det i aftalen.
Opgøret med modregningsregler i pensionsydelser stopper dog ikke her.
Samtidig med vedtagelsen af de nye regler for modregning på grund af ægtefæller og samleveres arbejdsindtægt blev der aftalt nye regler for modregning i folkepensionens grundbeløb og pensionstillægget for pensionister med et arbejde.
Det vil indebære en forenkling af pensionssystemet, hvor man som folkepensionist ikke behøver at sætte sig ind i modregningsreglerne, før man siger ja til ekstra arbejde.Uddrag af reformaftale fra 21. januar 2022
»Det vil indebære en forenkling af pensionssystemet, hvor man som folkepensionist ikke behøver at sætte sig ind i modregningsreglerne, før man siger ja til ekstra arbejde,« forklarer forligspartierne i reformaftalen.
Denne del af aftalen er endnu ikke udmøntet ved lov, men beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har for nylig fremsat et lovforslag, som vil føre denne del af sidste års reformaftale ud i livet.
Med henvisning til bemærkningerne til lovforslaget peger BDO på, at op mod 50.000 pensionister ventes at få økonomisk gavn af de kommende regler, der står til at få virkning med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2023.
For berørte pensionister ventes de ændrede regler at betyde gennemsnitlig 2.500 kr. mere udbetalt om måneden før skat.
BDO’s skatteekspert på området, partner Stefan Bjerregaard, understreger, at de nye regler dog ikke fører til ekstra penge her og nu.
»Ændringen får tilbagevirkende kraft til 1. januar 2023, men der sker ingen umiddelbar regulering af pensionsydelserne. I stedet vil de berørte pensionister få udbetalt det samlede beløb, hvormed de er blevet modregnet i 2023, når den sædvanlige efterregulering af pensionerne finder sted i starten af 2024. Til den tid vil der således være pensionister, der får udbetalt et beløb på over 30.000 kr. før skat,« lyder meldingen.
BDO understreger, at selv om de nye regler sætter en stopper for modregning af arbejdsindtægter i sociale pensioner, kan der fortsat ske modregning ved anden indkomst f.eks. fra udbetaling af private pensionsordninger.


