Luksus krydstogt tilbyder uendelig jordomrejse
Evig luksus og ingen returbillet hjem kan blive virkeligheden for beboere på nyt krydstogt.
Nyt luksus krydstogtskib gør det muligt for beboere at bo på havet og sejle Jorden rundt for evigt.
MV Narrative, som skibet fra Storyline kaldes, har 547 lejligheder fordelt på de 18 dæk, der altså er til salg til private beboere.
Ud over at huse det største welless center på åbent hav, lokker Storyline bl.a. også med et stort bibliotek, et mikrobryggeri, fitnesscenter og 20 forskellige ”multikulturelle” spisesteder og barer.
Hvis man er interesseret i en af de største lejligheder på skibet, må man være forberedt på at skulle betale en klækkelig sum for det. De 133 kvm. koster nemlig 7,6 mio. dollar, svarende til 52 mio. kr. Her får man til gengæld også fire soveværelser, et walk-in closet, to badeværelser samt et køkkenalrum og en 20 kvm. privat balkon.
Kan man klare sig med mindre, koster de billigste lejligheder på 22 kvm. 1,1 mio. dollar, svarende til 7,5 mio. kr.
Oven i prisen på lejligheden betaler man også en månedlig ydelse til ”leveomkostninger” på mellem 8.600 dollar, svarende til 59.000 kr. for de dyreste lejligheder og 2.600 dollar, svarende til knap 18.000 kr. for de billigste.
De månedlige leveomkostningsydelser er dog et slags all-inclusive-gebyr, og dækker ikke alene over alt, hvad man spiser og drikker på skibets restauranter, fri adgang til skibets sundhedspersonale og wellness, men også over fri adgang til eksempelvis småbåde og adgang til bowlinghallen.
Der er plads til at bo omkring 1000 mennesker på skibet, og meningen er, at beboerne på skibet skal have en vis medbestemmelse i, hvordan tingene skal foregå på skibet, og hvor turen skal gå hen.
Den uendelige jordomrejse skal starte i 2025.
Allerede nu er nogle af lejlighedstyperne dog udsolgt, fortalte vicepræsidenten i marketingafdelingen, Katie Drew-Jensen, Business Insider tilbage i august.



