Her er høje renter godt nyt: Investorer flokkes om danske obligationer
Privatinvestorer spiller i høj grad sikkert i øjeblikket.
Sporene skræmmer, og de skræmmer flere og flere private investorer over i danske obligationer.
Det viser nye tal fra Finans Danmark, og det er der primært to grunde til, mener Birgitte Søgaard Holm, der er direktør for Investering & Opsparing i Finans Danmark.
Efter et udfordrende 2022 med store kursfald på obligationsfondene, ser vi nu den anden side af mønten i form af højere renter.
»Det er derfor naturligt, at investorerne i stigende grad er opmærksomme på de attraktive afkastmuligheder, som sikre danske obligationer giver lige nu,« skriver Birgitte Søgaard Holm i en kommentar til de nye tal..
At trangen til at spille sikkert fortsætter, skyldes ikke mindst uro på finansmarkederne samt de usikre geopolitiske forhold. Krigen i Ukraine er den helt store joker.
»Det kommer til udtryk ved, at investorerne tillige er blevet påpasselige med at investere i de mere risikofyldte udenlandske obligationsfonde,« fastslår hun.
Lysten til at løbe væk fra risiko begyndte for alvor i 2022, og den udvikling fortsætter altså.
Det ses især ved, at investorerne har trukket sig fra de mest risikofyldte udenlandske obligationsfonde.
Til gengæld er appetitten på danske korte og lange obligationsfonde fortsat høj. Disse fonde har tilsammen haft et nettokøb på 2,6 mia. kr. i år.
Selvom forsigtigheden fra 2022 ikke er lagt på hylden, er der begyndende tegn på optimisme og dermed lyst til at løbe en større risiko.
Privatinvestorer har således købt fondsbeviser for 8,5 mia. kr. siden årets begyndelse, og det er mere end en fordobling af det samlede nettokøb på 4 mia. kr. i 2022.
Selvom kurserne er steget på det seneste, er formuen i de danske fonde stadig næsten 15 pct. lavere end ved udgangen af 2021.
De danske fonde er kommet pænt fra start i 2023 med et gennemsnitligt afkast på 3,6 pct. i årets første fire måneder.
