Fortsæt til indhold

Pensionsselskab overrasket: 75 pct. af kunderne snyder sig selv for afkast

Især yngre vellønnede mænd vælger høj risiko på deres pension, og det betaler sig.

Der er stor forskel på lysten til at kaste sin pensionsopsparing ud på de frådende finansmarkederne. Især kvinderne holder sig tilbage. Arkivfoto: Richard Drew/AP
Privatøkonomi

310.000 kunder vil i løbet af i år blive kontaktet af Velliv.

Det sker, efter at pensionsselskabet har tjekket de pågældende, der alle har pensioner med markedsrente.

Og resultatet er kommet som en overraskelse for Velliv. Groft sagt løber kunderne for lidt risiko, og det kan få store konsekvenser for økonomien i pensionsalderen, viser tallene for afkast de seneste 10 år.

Ca. 75 pct. af kunderne sparer op i mellem risiko og knap 5 pct. af kunderne i lav risiko. Det er primært kvinder – og især kvinder lidt op i årene - der kigger i den retning. F. eks. vælger 14 pct. af kvinder ældre end 60 år lav risiko. Det gør kun 9 pct. af mændene.

»I Velliv anbefaler vi kunder med markedsrenteprodukter som udgangspunkt at spare op med mellem risiko. Når man starter pensionstilværelsen anbefaler vi, at ca. 40 pct. af opsparingen ligger i aktier og lignende. Det er afgørende for at sikre et godt afkast fra årene efter, at du er gået på pension,« fastslår Jens Christian Nielsen, der rådgivningsekspert i Velliv.

Især yngre vellønnede mænd vælger høj risiko. Således har 44,5 pct. af mænd under 40 år med lønninger større end 500.000 kr. valgt at spare op med høj risiko. Blandt de +50-årige er der ca. dobbelt så mange mænd som kvinder, der vælger høj risiko.

Højere risiko giver historisk set bedre afkast over tid. Det viser afkasttallene fra de de seneste 5-10 år.

Er der eksempelvis tale om en ældre kvinde, der har sparet op med lav risiko i de seneste 10 år, er opsparingen på 1 mio. kr. steget med 590.000 kr.

Hvis den pågældende havde sparet op med mellem risiko, ville opsparingen være vokset med 855.000 kr. Det er en forskel på 265.000 kr. Det svarer til knap 45 pct. mere end, hvad kunden med lav risiko opnåede på afkastet.

»Der er ikke noget entydigt svar på, hvilken risikoprofil, der er rigtig. Det er et individuelt valg. Objektivt kan man kigge på tallene og sige, at når man kan få et års ekstra udbetaling eller mere ved at tage mere risiko, er det det rette valg. Men hvis det i 10 år koster nattesøvnen og en masse spekulationer, er det ikke risikoen værd,« mener Jens Christian Nielsen.

Artiklens emner
Pension
Pensionsselskaber