Fortsæt til indhold

12 opslag kostede influencer 15.000 kr. i bøde

Hvis man vil promovere varer på en blog eller andre sociale medier, kan man let komme til at overtræde Markedsføringsloven.

Der er klare regler for, hvordan influencere skal gebærde sig. Her er en illustration fra en pjece, som Forbrugerombudsmanden har udfærdiget.
Privatøkonomi

Det blev dyrt for en såkaldt influencer at poste ni opslag på Instagram og tre opslag på sin blog så langt tilbage som 2019. Østre Landsret har netop idømt den pågældende en bøde på 15.000 kr. for overtrædelse af Markedsføringsloven.

Der er vel at mærke tale om en person med betydeligt færre følgere end de influencere, der tidligere er blevet idømt bøder af domstolene. Den pågældende betegnede sine opslag som vennetjenester.

Ved Retten i Helsingør blev influenceren idømt en bøde på 10.000 kr. Forbrugerombudsmanden ankede byrettens dom for at få skærpet straffen, og det har Østre Landsret nu imødekommet.

Bøden ville formentlig være blevet større end de 15.000 kr., hvis ikke sagen havde været næsten fire år undervejs. Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen politianmeldte influenceren i august 2019, og hun er tilfreds med den skærpede straf.

»Når influenter får eksempelvis gratis tøj fra en virksomhed for at omtale det på sociale medier, skal det fremgå meget klart, at der er tale om en reklame. Ellers er det skjult reklame, og det er strafbart,« skriver hun i en kommentar til dommen.

Ifølge Markedsføringsloven skal »erhvervsdrivende klart oplyse om den kommercielle hensigt med enhver form for handelspraksis, herunder reklame,« oplyser forbrugerombudsmanden.

Det betyder, at man skal oplyse det klart, hvis der er kommercielle interesser bag en omtale, så det er tydeligt for modtagerne. Det gælder, uanset om budskabet kommer direkte fra virksomheden selv eller bliver formidlet gennem for eksempel en influencer.

Influencer-fænomenet er efterhånden så udbredt, at Forbrugerombudsmanden har udsendt en vejledning på området.