Fortsæt til indhold

De fleste får kun småbeløb ud af egen pensionsopsparing

Mange pensionister har meget små jobpensioner og private pensioner, men der er undtagelser på tvæs af køn, alder og bopæl

Mange af de nuværende pensionister har enten ingen eller en ret lille månedlig indtægt fra arbejdsmarkedspension, tjenestemandspension og privat pensionsopsparing. Foto Lærke Posselt
Privatøkonomi

Langt de fleste pensionister får mindre udbetalt fra deres egen pensionsopsparing, end de gør fra folkepensionens grundbeløb. Det selv om store grupper har sparet op til pension i 25-30 år, viser nye tal fra Forsikring og Pension om de udbetalte pensioner.

Ifølge statistikken fik godt 602.000 pensionister udbetaling fra en arbejdsmarkedspension, tjenestemandspension eller privat pension ved siden af folkepensionen, ATP og offentlige pensionstillæg i 4. kvartal 2022. Andre af de ialt ca. 1 mio. pensionister har enten ingen opsparing eller er løbet tør for pension.

Blandt dem, som fik udbetaling fra egen pensionsopsparing ,fik godt 68 pct. under 6.000 kr. om måneden. Folkepensionens grundbeløb er på 6.694 kr. i 2023. Der er ikke set på størrelsen af de offentlige pensioner eller fri opsparing.

Mere end hver fjerde fik under 2.000 kr. om måneden fra egen pensionsopsparing.

Dermed varer det for de fleste nogle år endnu, før de private pensioner bliver de vigtigste. Godt 35.000 pensionister fik dog over 20.000 kr. udbetalt hver måned ved siden af folkepensionen.

Ifølge statistikken fik flere kvinder end mænd i 4. kvartal 2022 udbetalinger fra en privat pension eller jobpension, nemlig knap 310.000 mod 293.000 mænd. Ganske vist har lidt færre kvinder end mænd en pensionsordning blandt de ældste pensionister, men kvinderne lever længere end mændene.

Til gengæld er mændenes pensioner langt de største. De får i gennemsnit 8.152 kr. pr. måned ved siden af folkepensionen, mens kvinderne får i gennemsnit 5.508 kr. pr.måned.

Pensionister i Nordsjælland. Københavns Omegn og Byen København har de højeste pensionsudbetalinger med Nordsjælland i top med godt 9.000 kr. om måneden. Mens vestjyderne bunder med 5.684 kr. pr. måned.

Og så tyder noget på, at der lige nu er nogle meget velhavende pensionister i begyndelsen af 80’erne. I hvertfald fik de 80-84 årige i gennemsnit 8.609 kr. udbetalt hver måned ved siden af folkepensionen. Det er suverænt højeste gennemsnitsindtægt af alle aldersgrupper.

Lavest var udbetalingen til pensionister over 90 år, som i gennemsnit fik ca. 3.000 kr. mindre end de 80-84-årige om måneden.

Artiklens emner
Pension
Pensionsopsparing