Begge 6 pct.-lån er igen i spil
De seneste renteudsving kan gøre det sværere at blive kreditgodkendt.
Efter flere ugers usædvanlig rentero for de lange boliglån, er der igen dårligt nyt: 6 pct.-lånet med 30 års løbetid er åben igen.
Mandag var 6 pct.-lånet med 10 års afdragsfrihed åben for lånetilbud hos Jyske Realkredit. Rentekollegaen med afdrag er også tæt på at kunne åbne igen.
Foreløbig er det kun hos Jyske Realkredit, at 6 pct.-lånet er inden for rækkevidde. Kurserne på boligobligationerne i det lille realkreditinstitut er ofte en spids lavere end hos de større konkurrenter.
Obligationen bag lånet med afdrag blev stort set ikke eller slet ikke handlet mandag. Det gjorde til gengæld det afdragsfrie lån.
Som boligejer skal man ikke gå i panik over gensynet med det dyre lån. Det afdragsfrie 5 pct.-lån ligger således omkring kurs 97.
Værre er det, at kursen på 4 pct.-lånet med afdrag er kravlet ned under 95. Det betyder, at en boligkøber risikerer at skulle kreditgodkendes alt efter, om han eller hun kan betale for et 5 pct.-lån med afdrag. Og den effektive rente på det er 0,6-0,7 pct.-point højere.
Der skal ikke særlig store renteudsving til, før det får konsekvenser for boligkøberne.
Boligejere, der stadig har lån med en rente fra 0,5 til 1,5 pct., behøver ikke bekymre sig. I seks tilfælde kan der skæres mindst en tredjedel af restgælden ved at lægge om.
Alle, der stadig har et 0,5 pct.-lån med 10 års afdragsfrihed eller et 1 pct.-lån med 30 års afdragsfrihed, kan barbere næsten 40 pct. af restgælden.

