Fortsæt til indhold

Er manglende rækkevidde et argument for at lade være med at købe en elbil?

En af Danmarks førende forskere i batterier til elbiler kommer med en melding, der måske vil overraske de mange danskere, der stadig er tilbageholdende med at købe en elbil.

Professor Poul Norby, DTU, har ikke rækkeviddeangst, når det gælder hans Tesla. En rækkevidde på 500 km er rigeligt, mener han. Foto: Gregers Tycho
Privatøkonomi

»Jeg har aldrig haft rækkeviddeangst.«

Tusindvis af danskere har allerede set den satiriske norske video ”Rækkeviddeangst”, hvori en familie kommer godt og grundigt op at køre over elbilens elforbrug.

Men en af Danmarks førende forskere i batterier til elbiler professor Poul Norby, Danmarks Tekniske Universitet (DTU), kommer nu med en melding, der måske vil overraske de mange danskere, der stadig er tilbageholdende med at købe en elbil, fordi de synes, at den kører for få kilometer på et fuldt batteri og dermed skal oplades for tit.

»Batterierne bliver bedre og bedre, men du kan sagtens købe en elbil nu, for en rækkevidde på 500 km er fint for de fleste,« siger Poul Norby.

Selv har batteriprofessoren en Tesla 3, der har en rækkevidde på godt 500 km.

»Men det hele bliver sjældent brugt. Til daglig kører jeg maksimalt 200 km, normalt ikke mere end 100, så en rækkevidde på 500 km er fint for de fleste,« mener han.

Poul Norby har set på sit eget opladningsmønster og er kommet frem til, at 93 pct. af hans opladning sker derhjemme. Kun når han kører fra Sjælland til Jylland, lader han op undervejs. Altid det samme sted omkring Hedensted.

»I dag bruger jeg mindre tid på at lade elbilen op, end jeg tidligere gjorde med at tanke på benzinstationen. Simpelthen fordi jeg lader op derhjemme,« siger han.

Som tidligere omtalt i Jyllands-Posten viser et rundspørge blandt landets bilforhandlere, at det først og fremmest er elbilernes manglende rækkevidde, der forhindrer danskerne i at købe elbil. På ”andenpladsen” kommer manglen på ladestandere.

Elbilbatterier hører under betegnelsen litium-ion-batterier, Li-ion, som også anvendes generelt i elektronikbranchen. Fordelen er en høj energitæthed, som andre typer af genopladelige batterier ikke besidder, og det betyder, at batteriet fylder mindre end andre typer batterier, der skal kunne yde det samme.

Derfor er det ifølge Poul Norby ikke så ligetil at finde en god erstatning for litium-batteriet. For ham er det næsten vigtigere at øge antallet af offentlige ladestandere og at gøre selve opladningen hurtigere. Også selvom en elbil i dag kan lade op til 80 pct. på under en halv time. Derfor er der ifølge Poul Norby ikke grund til at vente med at købe en elbil, hvis forhindringen er ”rækkeviddeangst”.

»Du kan sagtens købe en elbil nu. I fremtiden får man mulighed for at lade elbilen meget hurtigt – også hurtigere end i dag. Man er også allerede godt på vej med en bedre infrastruktur med ladestandere, også selv om det er rigtigt, at der mangler ladestandere i f.eks. Vestjylland,« siger Poul Norby.

Udvikling på batterifronten

Når forskere over hele verden arbejder på at finde alternativer til Li-ion batteriet skyldes det, at litium er en begrænset ressource, så det fremover kan blive svært at opretholde den enorme produktion af relativt billige batterier, som verden har brug for.

Først i rækken som alternativ står natrium-ion batteriet, hvor litium er skiftet ud med natrium. De bliver formentlig billigere at producere. I hvert fald er natrium som ressource ikke noget problem. Det findes i overflod i havvand. Dette batteri bliver formentlig også koboltfri, hvilket er godt for miljøet, forklarer Poul Nordby.

Kobolt er giftigt at inhalere og røre ved i store mængder, og udvindingen sker i store mængder i Congo, hvor det forbindes med børnearbejde.

Næst i rækken står faststofbatteriet. Dette batteri bliver formentlig mere sikkert, fordi det ikke kan brænde i modsætning til det flydende Li-ion-batteri. Og så vil det angiveligt være mere holdbart, fordi det kan tåle flere op- og afladninger. Et sådan batteri bliver formentlig også mindre, men måske ikke lettere.

Uanset professorens tiltro til de nuværende batteriers ydeevne fortsætter bilproducenterne deres arbejde med at få bilerne til at køre længere og længere på en opladning. På at få dem til at fylde og veje mindre. På at få produktionen af dem gjort billigere. Og på at få dem gjort mere miljøvenlige.

I Kina arbejder man med at udvikle batterier, der i stedet for at blive ladet op i bilen bliver udskiftet på en servicestation.

Herhjemme har det kinesiske bilmærke Nio f.eks. lanceret modellen ET5, der har et udskifteligt batteri. Så i Slagelse kan man køre ind på en rasteplads, hvor der er en hal, hvor en robot på under fem minutter kan skifte batteriet.

Tesla arbejder med batterier, der f.eks. er fri for eller indeholder mindre mængder af kobolt.

Uddannelseskonsulent Henrik Daugaard hos VW ved et af de moderne elbilbatterier. Dette batteri hører til i en Golf GTE og er et Li-ion-batteri, der er af den type, som alle bilproducenter anvender i øjeblikket. Foto: Gregers Tycho

Batteriet styrer

I begyndelsen af elbilens historie satte man batteriet ind i en bil. Nu begynder man med batteriet, og så bygger man bilen rundt om batteriet, forklarer Henrik Daugaard Andersen, uddannelseskonsulent hos Semler Academy i Brøndby. Han er med til at uddanne de mekanikere, der giver service til elbiler fra Volkswagen, Skoda og Audi.

Henrik Daugaard Andersen er ikke i tvivl om, at elbilerne i de kommende år vil få øget deres rækkevidde markant. Om kort tid sender f.eks. VW elbilen ID7 på gaden, og den vil have en gennemsnitlig beregnet rækkevidde på 700 km. Men biler i fremtiden vil kunne køre endnu længere, forudser han.

»Inden vi går ud af dette årti, vil elbilerne kunne køre 1.000 km på en opladning.«

Han er dog som batteriprofessoren skeptisk over for, hvorvidt det overhovedet er nødvendigt med så lang en rækkevidde. For han er enig i, at ladetiden vil komme markant ned.

For Volkswagen er det næste skridt i udviklingen af batteriteknologien produktionen af såkaldte unified cell-batterier, der kan tilpasses fremtidens teknologiske udvikling. Unified-cell-teknologien kan således tilpasses alt fra lithium-jern-fosfat-batterier, der er billige og stabile, men har en mindre rækkevidde i små biler, og helt op til fremtidens faststofbatterier.

Volkswagen forventer, at denne type batterier vil reducere omkostningerne til batterierne med op til 50 pct. i 2025 og 80 pct. i 2030.

Det anses for at være helt centralt for at kunne levere billigere elbiler i fremtiden. Derfor har koncernen investeret 15 mia. kr. i en fabrik i Salzgitter i Tyskland, der skal kunne levere unified cell-batterier fra 2025.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
Elbiler
Elbilforeningen