Tiltrængt facelift til populær minibil
Toyota Yaris får et omfattende facelift, der inkluderer en kraftigere hybridvariant på 130 hk, opdateret infotainment og forbedret sikkerhedsudstyr.
Mange Toyota Yaris er rullet ud på de danske veje siden den seneste generation blev lanceret i 2020. Men med alderen følger behovet for fornyelse, og nu får den populære japanske minibil en gennemgribende opgradering. Den omfatter blandt andet en ny og kraftigere hybridvariant, forbedret infotainment og sikkerhedsudstyr.
På motorfronten bliver der introduceret en alternativ model til den eksisterende 1,5 liters hybrid med 116 hk. Denne nye variant yder 130 hk og har et drejningsmoment på 185 Nm, en tredjedel højere end den oprindelige hybridmodel.
Toyota fremhæver, at det reducerer accelerationstiden fra 0 til 100 km/t. med et halvt sekund til nu 9,2 sekunder. Importøren forsikrer, at denne beskedne forbedring er mærkbar, og giver sikrere overhalinger, da bilen nu er hurtigere i det vigtige hastighedsinterval mellem 80 og 120 km/t.
Den nye model skulle i alle henseender tilbyde en forbedret køredynamik i den allerede velkørende Yaris. Importøren har endnu ikke detaljeret information om brændstofforbrug, men den nye version – kaldet ”Hybrid 130” som modsætning til ”Hybrid 115” fra den oprindelige model trods dens 116 hk – vil være tilgængelig i både en Premiere Edition og en GR Sport-udgave.
Indvendigt bliver der implementeret en længe ventet opgradering af den nuværende models noget forældede infotainment. Alle modeller får en ny digital instrumentering med en skærm på enten syv eller 12,3 tommer, mens den centrale berøringsskærm bliver opdateret i to nye versioner på enten ni eller 10,5 tommer, afhængigt af modellen.
Desuden får modellen ”Toyota Smart Connect”-systemet, der er koblet op til ”skyen”, og fungerer sammen med navigationssystemet og kan give besked om uheld eller forsinkelser. Systemet inkluderer også stemmestyring af visse funktioner, som for eksempel klimaanlægget, der kan styres ved at sige ”Hey Toyota”. Derudover tilbydes der nu trådløse OTA-opdateringer af systemet, ligesom der er mulighed for trådløs tilslutning til Apple CarPlay og Android Auto.
Toyotas standard sikkerhedspakke får også nye funktioner. Kamera og radar, der er koblet op på den automatiske nødbremse, får længere rækkevidde og kan dermed opdage farer tidligere. Vejbaneassistenten er også blevet forbedret til at opdage krydsende trafik over to vejbaner samt cyklister og køretøjer, der kommer fra siden i et kryds. Der er også tilføjet en accelerationsbegrænser, der forhindrer pludselig acceleration, hvis bilen registrerer et køretøj foran.
Andre nye funktioner omfatter fartregulering, hvis den forankørende er et langsomt køretøj, og regulering af styrekraften i et sving, mens den adaptive fartpilot reagerer hurtigere, når et andet køretøj skifter vognbane. Som noget nyt kan bilen låses, og en række funktioner kan fjernstyres med en digital nøgle.
Toyota har ikke beskrevet ændringerne af bilens eksteriør, men de offentliggjorte billeder antyder små justeringer.
Den danske importør kan endnu ikke oplyse, hvornår den opgraderede Yaris ankommer til Danmark, men online-reservationer vil blive åbnet senere på året.



