Fortsæt til indhold

Usædvanlige priser: Her er de billige afbudsrejser sydpå lige nu

Kan du pakke kufferten med kort varsel, er der - trods højsæsonen - skarpe priser på en række afbudsrejser i uge 26.

Turen kan gå til Tyrkiet, Spanien, Grækenland. Kroatien, Albanien eller Bulgarien for under 2.000 kr. i uge 26. Arkivfoto: Stine Bidstrup
Privatøkonomi

Sol og varme har hidtil domineret den danske sommer. Skulle man alligevel opleve udlængsel og rejsefeber, er der mulighed for at plotte en rejse i kalenderen uden at rive sig.

Onsdag morgen er priserne på afbudsrejser sydpå i uge 26 nemlig nede i et usædvanligt lavt niveau. I hvert fald når man tager højsæsonen og prisudviklingen tidligere på året i betragtning.

Det viser en gennemgang fra prissammenligningssiden Travelmarket. Det billigste eksempel er otte dage i Tyrkiet med fly og hotel eller lejlighed for ca. 1.400 kr.

Ifølge pristjekket er der mulighed for at komme til Spanien som Grækenland, Kroatien, Albanien og Bulgarien for under eller omkring 2.000 kr. i den kommende uge.

Ser man på afbudsrejser med all inclusive, starter priserne ved 2.999 kr.

Det danske vejr er formentlig med til at presse priserne ned, vurderer Ole Stouby, som er direktør hos Travelmarket.dk.

»Det er utroligt, at der er så billige afbudsrejser til så mange forskellige destinationer, i den første uge af skolernes sommerferie. Det har jeg aldrig set før,« siger Ole Stouby i en pressemeddelelse.

Det er dog ikke unormalt, at efterspørgslen - og dermed priserne - falder, når de de danske breddegrader er badet i solskin, uddyber han til Finans.

Omvendt mener han ikke, at den økonomiske usikkerhed og - for nogle - pressede privatøkonomi i løbet af det seneste år spiller ind på det nuværende prisniveau.

»For rigtig mange har allerede bestilt sommerrejsen, og folk prioriterer i den grad rejsen frem for andre ting i privatøkonomien. Der skal nok komme mange flere bestillinger gennem sommeren, som jeg tror kan ende med rekord i antal rejsende,« vurderer han.

»Det vi ser nu, er masser af sol og varme i Danmark, som får efterspørgslen efter rejser sydpå til at falde, i kombination med et stort markedsudbud. Det presser priserne ned.«

Har man is i maven, kan man - afhængigt af vind og vejr - muligvis også gøre en god handel i den efterfølgende sommerferieuge, uge 27.

Men forsøger Ole Stouby at kigge længere frem i krystalkuglen, ser han ikke den samme tendens i resten af sommerferien.

»Priserne begynder at blive pressede også i uge 27, dog slet ikke i det niveau, vi ser i uge 26. Priserne er nærmere i det dobbelte niveau. Men hvis det gode vejr fortsætter en uges tid endnu, så er der også her chance for et kup. I de efterfølgende uger er der endnu ingen tendens at spore, og mon ikke vejret vender herhjemme, så priserne holder sig oppe,« lyder det fra direktøren.

Hos Danmarks største rejsebureau, Spies, er meldingen da også, at man har set en stigning i antallet af bookinger den seneste uge, hvor vejrudsigten er igen blevet mere broget.

Desuden kan det spille ind, at der er landet en ny aftale i den såkaldte flyvelederkonflikt, tilføjer Sofie Lund, kommunikations- og pressechef.

Artiklens emner
Rejsebranchen
Rejser