Nye tal: Så meget dyrere er det at parkere i København end i Aarhus
Parkering er blevet en guldgrube for både offentlige- og private parkeringsudbydere. Nye tal viser dog, hvor stor forskel der er i pris i landets to største byer.
Hvis man bor i eller ofte besøger landets to største byer, Aarhus og København, skal man til lommerne, hvis man gerne vil undgå de karakteristiske gule parkeringsbøder, når man sætter sin bil.
Der er dog stor forskel i pris ift. om man skal parkere i Aarhus eller København. Det viser nye tal fra sammenligningsportalen Samlino.dk.
Samlinos tal viser nemlig, at hvis man parkerer bilen centralt i henholdsvis København og Aarhus, er den gennemsnitlige timepris næsten dobbelt så høj i hovedstaden.
Hvis man ikke parkerer sin bil på timebasis i de to byer, men i stedet har lejet en fast p-plads i eksempelvis et p-hus, viser tallene fra Samlino, at der er en gennemsnitlig prisforskel på over 1.000 kr. om måneden mellem de to byer.
I gennemsnit koster det nemlig 2.648 kr. at leje en fast p-plads om måneden i Københavns, mens det tilsvarende koster 1.559 om måneden i Aarhus.
Der er dog også nogle p-huse, der er væsentligt dyrere end det. I Aarhus finder man den dyreste private p-plads i Åboulevardens P-kælder ved Telefontorvet. En plads der koster 2.877 kr. om måneden.
Den pris kan dog langt fra hamle om med den dyreste private parkeringsplads i København. Den finder man i Magasin du Nords p-anlæg, hvor en fast p-plads, der fylder cirka ti kvadratmeter, kan lejes for hele 5.441 kr. om måneden. Hvis de samme kvadratmeter var en bolig, ville det svare til at en toværelses lejlighed på 50 kvadratmeter ville koste lidt over 27.000 kr. om måneden.
Prisen på parkering er også steget kraftigt de senest år, hvilket prisen i Magasin du Nord vidner om. I 2018 var det samme p-hus stadig byens dyreste, men her kostede en p-plads altså kun 4.375 kr. om måneden.
I den anden ende af skalaen finder man den billigste private p-plads i Aarhus på Trindsøvej 4-10, hvor en plads koster 520 kr. om måneden. I København er den billigste plads at finde på Kløvermarksvej 70, hvor den koster 545 kr. om måneden at leje.
Det er dog heller ikke kun på de private p-pladser, at københavnere skal hive flere penge op ad lommen for at kunne parkere i byen. Også på de kommunale p-pladser tages der en højere pris for en plads på gaderne.
Faktisk er prisen omtrent dobbelt så høj i centrum af København, hvor timeprisen er 41 kr. for en plads ved f.eks. Rådhuspladsen.
Ønsker man at parkere omkring midtbyen i Aarhus, koster samme time 22 kr.


