Elnetselskabet N1 skærer dybt i prisen: Sænker nettarif til 0 kroner året ud
Norlys deler nu ud af 2022-overskuddet på 3,5 mia. kr. til de 800.000 andelshavere, som nu får 750 mio. kr. i form af en særlig rabat – få overblikket på 2 minutter.
Norlys-koncernen, der ejer elnetselskabet N1, kom ud af 2022 med et historisk stort overskud på 3,5 mia. kr. efter skat. Mens Norlys-ledelsen lægger størstedelen af overskuddet i den bugnende pengekasse, sendes 750 mio. kr. nu retur til ejerne – 800.000 andelshavere i N1.
1. Rabatten. Bestyrelsen i elnetselskabet N1 har efter flere måneders forarbejde besluttet at skære dybt i den såkaldte nettarif, som dækker transport og driften af N1-elnettet. Fra den 1. august og året ud sænkes nettariffen til nul kroner. I dag ligger tariffen på 0,41-1,05 kr. afhængig af, hvornår på døgnet der tændes på stikkontakten. Ifølge N1 betyder den varslede rabat en kontant gevinst i størrelsesordenen 930 kr. for en almindelig familie med et typisk elforbrug.
2. Norlys. N1 er kerneforretningen i Norlys-koncernen, der så dagens lys i 2019 ved en fusion af SE Energi og Eniig. Et forrygende 2022 sikrede, at den hovedrige energi- og telekoncern kom ud af 2022 med en pengetank på 31,0 mia. kr. Det fik bl.a. medlemmer af repræsentantskabet til at foreslå på et møde i april, at mindst 50 pct. af »det årlige nettooverskud før skat« skal udloddes til N1-kunderne, der er de reelle ejere af milliardkoncernen. Forslaget blev nedstemt. I stedet lovede Norlys-ledelsen, at man ville arbejde for at sende penge retur til de 800.000 andelshavere.
3. Udlodning. Efter en tur rundt af Skatterådet har N1-bestyrelsen valgt en velkendt udlodningsmodel med at give rabat på nettariffen. Det er nemlig langt fra første gang, at N1-kunderne får rabat på nettariffen, der tidligere på året satte historisk rekord med en pris på 1,32 kr. for el brugt dagligt i tidsrummet kl. 17-20. Mens der efter rekordåret 2022 udloddes 750 mio. kr. til andelshaverne, er der i perioden 2019-2022 udbetalt i alt 1,8 mia. kr. til Norlys-ejerne gennem rabat på nettariffen. Alene i 2022 løb rabatten op i 740 mio. kr.
4. Bonusinfo. Med 2023-rabatten ender Norlys-ejerne samlet med at have fået udloddet 2,6 mia. kr. de seneste fem år. Til sammenligning står Norlys-koncernen midt i et opsigtsvækkende opkøb af Telia Danmark. Opkøbet, som blev offentliggjort i april, står til at koste Norlys – og dermed ejerne – i alt 6,25 mia. kr. Til gengæld kan andelshaverne så glæde sig over, at de kan kalde sig teleselskabsejere, når de betaler den løbende elregning. Opkøbet af Telia Danmark, der bl.a. kræver repræsentantskabets godkendelse, ventes gennemført i 1. kvartal 2024.

