Fortsæt til indhold

Ny opgørelse: Salget af projektlejligheder styrtdykker

Der skal formentlig en lavere rente til for at skubbe projektsalget i gang.

Der er skudt et hav af projektlejligheder op de seneste år, men lysten til at købe er faldet voldsomt i løbet af 2023. Arkivfoto: Jens Dresling
Privatøkonomi

Salget af de dyre projektlejligheder er styrtdykket, viser en ny opgørelse fra Boligsiden.dk.

Til og med maj er der solgt blot 145 projektlejligheder i hele landet, og det er det laveste antal i de fem år, Boligsiden har opgjort tallene.

Sidste år blev der solgt 549 og i 2021 dobbelt så mange. Dermed skiller projektmarkedet sig markant ud. Markedet for eksisterende ejerlejligheder har stabiliseret sig de seneste måneder.

I København, der er smørhullet for projektlejligheder, er der kun solgt 45 styk de seneste fem måneder. Rekorden stammer fra 2021, hvor der blev solgt 427 i samme periode. I Odense er der ikke solgt en eneste i år.

Der er en vifte af forklaringer på den negative udvikling for projektlejlighederne, mener Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør.

Renterne og og priserne er steget, projektplaner er stoppet, og boligskattereformen kan også spille ind. Den er svært at gennemskue, og dermed er det svært at få overblik over, hvordan skatteregningen kommer til at se ud i de kommende år.

»Det kan gøre flere købere usikre på, hvorvidt det netop er nu, de skal investere i en projektlejlighed,« vurderer Birgit Daetz.

Hos EDC har man også noteret sig udviklingen, bekræfter Jan Bisbo, der er projektdirektør hos EDC Projekt.

Gabet mellem købere og sælgere er så stort, at mange udviklere og investorer holder igen.

»Tingene skal stabilisere sig på et nyt niveau,« fastslår Jan Bisbo i en kommentar til Boligsidens opgørelse.

Der er dog en svagt stigende interesse, konstaterer han. Det, der for alvor kan skubbe markedet i gang igen, er et rentefald.

I modsætning til salget er udbuddet af projektlejligheder stabilt omkring 800-900.

Artiklens emner
Boligmarked
Boligsiden.dk